Selvstudier og Undervisning af unge Mennesker ved Kjøbenhavns Universitet, forretter han nu det Hverv, der er ham overdraget, med en saa stor Samvittighedsfuldhed, at han ikke blot med Omhu og Formaninger søger at indprente sunde moralske Grundsætninger i deres Sjæle, der er hans Varetægt anbetroede, men ogsaa, naar det trænges, ikke tager i Betænkning ved gavmild Anvendelse af egne Midler at komme andres Nød til Hjælp. Hans Fortjenester og velgjerninger ligeoverfor mig er saa mange og saa store, at, naar jeg ønsker at tildele dem den fortjente Ros, da er jeg bange for, at jeg skal forringe og nedsætte dem. Hvad de øvrige Lærere ved denne Skole angaar, – vi har i det hele 5 – da er de med Hensyn til Lærdom eller Dygtighed i at undervise enhver i sit Fag ingenlunde at foragte; men nogen speciel Ros kan de ikke med Rette gjøre Krav paa; thi de fleste af dem har for ikke mange Aar siden fuldendt sine Studier og er desuden ikke i den Alder, at de kan præstere noget udmærket.
Men De vil vel spørge, kan jeg tænke, til hvilket Studium jeg vil ofre mig, og hvilke Livsplaner jeg vil fatte. Ligeoverfor dette Spørgsmaal er jeg i Tvivl og Uvished om, hvad jeg skal svare. Uagtet jeg i længere Tid har tænkt adskilligt over dette, er jeg dog ikke kommen til noget Resultat, saa at jeg har kunnet fatte nogen bestemt Beslutning. Der er nemlig her, som omtrent overalt, tre Slags Studier, af hvilke den, der vil sørge for sin Fremtid, afgjort maa vælge et, – nemlig Theologi, Retsvidenskab og Lægevidenskab. Uden at jeg selv ved Grunden, har jeg aldrig kunnet forsone mig med Theologien. Derfor bør jeg i ethvert Tilfælde holde mig fra den; thi jeg anser det for Synd at tage fat paa dette Studium, hvis man ikke drives af en særlig Interesse for og Kjærlighed til det. Medicinen giver ikke sine Dyrkere Grund til at fatte glimrende Forhaabninger, da der almindelig er for mange Kandidater til, at de alle
