15de Juli 1828.
- Kjære Bedstemoder!
Ihvorvel jeg heller i Gjerning end i Ord ønskede at kunne lægge min Erkjendtlighed for Dagen, er jeg dog forvisset om, at Ytringen af min Taknemmelighedsfølelse for Deres af Selvkjærlighed uindtagne Hjerte vil have virkelighedens Vægt. I at bedømme menneskelige Handlingers moralske Værd bør man alene agte paa Bevæggrundens Beskaffenhed eller den særegne Sindsstemning, der bestemmer Handlingerne selv. Ved denne Grundsætning har jeg stedse holdt fast under en nøiere Eftertanke over de Velgjerninger, som forskjellige Individer til forskjellige Tider har vist mig, og derfor stemmes jeg ei alene til Agtelse og Kjærlighed, men til sand Beundring ved Overveielsen af Deres Handlemaade mod mig. – Stedse var Deres Hjælp virksomst, naar min Trang var størst, stedse Deres Bistand da mest redebon, naar andre unddrog mig deres Understøttelse, stedse Deres Iver for mit Vel mest levende, naar Udsigten til Frugter af Deres Anstrængelser var svagest. Og just heri finder jeg det ædle i Deres Handlinger, fordi de alle udsprang af sand Menneskekjærlighed og Lyst til at virke for det gode. Kan De derfor overbevise Dem om, at De ved Deres Opofrelser har bidraget til mit sande Vel, og at det heles velfærd beror paa de enkeltes Bekvemhed til at opnaa Tilværelsens Formaal, saa er denne Overbevisning den mest fyldestgjørende Løn for Deres Velgjerninger. Thi enhver anden Gjengjældelse er i Grunden utilstrækkelig og kortvarende, ønskeligere for den, der har nydt det gode, som Afdrag paa hans Gjæld, end for Velgjøreren selv. Denne indre velgjørende og oplivende Følelse vil stedse kvægende omsvæve Dem og endog i Deres sidste Øieblikke frembringe den reneste Nydelse. Havde jeg ved Valget af min Virkekreds, – der synes at være Tilfældets Værk, men som allerede tidligen med tillidsfuld Forvisning var afgjort i mit Indre, – alene
