(Paaskrift paa samme Brev.)
- Kjære Christian!
Efter Trines Beretning er det ei usandsynligt, at Du kan være afreist, førend Brev næste Gang indløber fra mig. Omendskjønt jeg med Føie bør antage, at Du er gjennemtrængt af den ægte Sømandsaand, hvis rette Element og Tumleplads er Havet, og som derfor kun i kort Tid befinder sig vel paa Landjorden, skulde jeg dog ønske og formode, at Du ogsaa gjerne saa det, at Omstændighederne kunde tillade Opsættelsen af din Afreise til længere ud paa Foraaret, baade for at Du noget længere kunde nyde Hjemmets Behageligheder og undgaa denne kolde Aarstids Besværligheder. Imidlertid ønsker jeg Dig af Hjertet al mulig Held og Lykke paa din forestaaende Reise, indtil vi gjensees, som jeg med Vished haaber vil finde Sted næste Sommer. – – –
Den 10de Februar [1830].
- Kjære Søster!
Hvilke Følelser Efterretningen om vor elskede Bedstemoders Død har vakt hos mig, vilde det være mig umuligt at beskrive. Anden Gang har vi da fristet den tunge Lod at berøves vore Forældre; thi os var hun i Sandhed en Moder. Betragtningen over den kjærlighedsfulde og opofrende Omhu, hvormed hun i en Række af 12 Aar har behandlet os endog under mislige Kaar, er det, der har frembragt Længsels og Taknemmeligheds Taarer, mere end Forestillingen om vor Fremtid, som hendes Tab har gjort saa usikker og mørk. Ak, hvor lidt frygtede jeg for, at dette Slag saa tidligen skulde ramme os. Uudsletteligt staar Billedet af min Moders skrækkelige Dødsøieblik for mig, naar jeg forestiller mig dette sørgelige Budskab; alle Omstændigheder er saa
