Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/230

Denne siden er korrekturlest

forklares af, at Sachsens Territorium er blevet saa beklippet. Alle Bygninger og Mindesmærker, hvori det offentlige fremtræder med Pragt og Overdaad, er fra en ældre Periode, medens i Berlin de fornemste Anlæg er fra den nyeste Tid. Aubert og jeg gjorde Visit hos Tieck[1] og blev indbudne til en Aften, hvor han ikke som sædvanligt læste, men, jeg kan gjerne sige, holdt en Forelæsning, fordi han næsten kun talte og førte Ordet alene. Tieck er en mærkværdig Mand og det hverken som Digter eller Filosof, men fordi han har gjennemgaaet alle de Omskiftninger og Revolutioner i Anskuelser og Verdensbetragtning, som henimod et halvt Aarhundrede har afløst hinanden i Tydskland, og nu næsten kan siges ene at staa tilbage paa scenen fra hin Tid. Hans nærværende Standpunkt er en fuldkommen Indifferentismus med, hvad der foregaar i Literatur og Virkelighed, uden at han kan siges at hænge ved sin ældre Retning med Kraft og Liv. Der er vist ingen, som i sit Hjerte er al Romantik, Mystik, Kunstsværmeri mere imod end Tieck. Jeg har aldrig hørt en Mand, der saa ganske har talt den ligefremme Forstandigheds Sprog og forfægtet dens Sag som Tieck. Han sagde blandt andet: «Jeg fortjente Civil-Fortjenestens Orden, fordi jeg tre Gange har gjennemlæst Messiaden; thi jeg tror neppe, der var en eneste paa Klopstocks Tider og endnu mindre nu, der har holdt ud at læse den en Gang helt ud». Han roste Wieland meget, ogsaa Voltaire, men især Englænderne og stiklede meget paa Tydskheden. Han er en fuldkommen Modsætning til Steffens, der endnu saa gjerne sværmer om i hin gamle Taagebegeistring og beklager, at de skjønne Dage er forbi, da den fandt Gjenklang. Jeg har senere læst hans nyere Noveller for at se, om hans Forfatterpersonlighed stemmer overens med hans i Tale udtrykte Anskuelser, og fundet, at en saa bestemt polemisk-didaktisk

  1. Den berømte Ludvig Tieck (1773–1853).