fædrene Hus. Det er naturligt, at Forældrenes Død maatte slutte dem saa meget nærmere sammen. Den ømme Hengivenhed, hvormed Schweigaard hang ved sine Søskende, er fra første Stund talende nok i alle hans Breve. Og det tør vel ogsaa være, at savnet af egen Fader har givet ham, den mest overlegne, skjønt næstyngste, den faderlige Følelse, der navnlig saa ofte finder et rørende Udtryk lige overfor den yngste Broder, Christian. Paa sin Side elskede Søskendene Anton høit, og især var dette Tilfældet med den ældste af dem, Søsteren Katrine. Brevsamlingen afgiver et skjønt Vidnesbyrd om, hvilket inderligt Forhold der fandt Sted mellem disse to.
Forældrenes Død og Bedstemoderens økonomiske Forholde – der naturligvis i høi Grad forværredes ved den store nye Forsørgelsespligt –, kom imidlertid til i en vigtig Henseende at virke forstyrrende for Anton Schweigaard og hans Søskende, nemlig paa deres Skolegang.
Denne, der just heller ikke skulde bidrage synderlig til at forøge Barndommens Glæder, var begyndt i en Smaaskole hos jomfruerne Monrad[1]. Anton Schweigaard læste udelukkende med «gamle» Jomfru Monrad, Dorthe Kristine, hvormed han selv var meget tilfreds, da «unge» Jomfru Monrad – Idde Sofie, der forøvrigt havde den agtværdige Alder af nogle og sexti – «pleiede at dunke sine Lærlinger slemt i Ryggen, naar Læsningen ikke gik efter Ønske».
Hos disse gamle Jomfruer forblev Gutten imidlertid ikke længe. Han indsattes 1ste Oktober 1815 i Byens Borgerskole.
Borgerskolens Oprettelse i 1811 havde for Kragerø som for de mange andre mindre Byer, hvori den omtrent samtidig foregik, betegnet et stort Frem-
- ↑ Disse gamle Præstedøtre var Søstre af den bekjendte Rektor Søren Monrad samt af Prof. Monrads Farfader, Sognepræst Marcus M.
