Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/247

har jeg ingen anden og bedre Trøst at berolige mig med. For faa Aar siden kunde man ligesaa lidt være bekjendt at have været i Udlandet uden at have boet sammen med Choleraen som at have været i Rom uden at have seet Paven. Nu er den Slags Ambition forbi, siden alle har været dette gaadefulde Spøgelse saa nær. – – Siden jeg sidst skrev hjem, har jeg gjort en lang Reise. Fra Genf af har jeg betragtet mig som paa Tilbageturen hjemad. Der var min halve Vei, min halve Tid og min hele Illusion forbi; Reiser er alle Illusioners Grav, senere hen ser man overalt alting lige graat eller lige gyldent. Det er heller ikke mod Syden, men mod Vesten, vi i vore Dage maa drage hen for at finde noget saa godt eller bedre end det, man selv har. Man maa nu følge Solens og ikke Trækfuglenes Gang. I Preussen er der for meget Pedanteri, i Østerrige for meget Munkevæsen, i Bayern for meget Bayerøl og i Schweiz for megen Bondeselvgodhed; det er først i Frankrig eller i Paris, man finder noget interessant, mangfoldigt og afvexlende, noget, som man i det mindste kan more sig over og lære noget af. Naar jeg skal sige, hvad der amuserer mig mest i Paris, saa maa jeg tilstaa, at det er Gadepøbelen. Paris har en velopdragen og dannet Pøbel, en Pøbel, der faar sin Undervisning paa Gadehjørner og Broer, som ikke kan stave i en Bog, men læser med Færdighed i Folks Ansigt, Miner, Dragt og Gebærder. Den har strenge Grundsætninger og begaar aldrig andre Synder end dem, som henhører til dens Fag; den stjæler aldrig, hvis den ikke har gjort det til sin Profession og Næringsvei at drive Tyvehaandværket, og disse Næringsveie kommer aldrig i Kollision med hinanden. En lever af det, han finder paa Gaden, en anden af det, han finder i Folks Lommer. Den har sine Sympatier, vil gjerne se, hvad Tiden lider paa anden Mands Uhr, og tørre sig paa hans Lommetørklæde. Dens mest glimrende Egenskab er Veltalenhed. Hvad er det for en Folke-