jeg ønsker dem det. Paa Skien tænker jeg ofte og altid med glædelige Erindringer; dens Omegn gjorde samme Indtryk paa mig som paa Dig; det var den første skjønne Natur, jeg havde seet; senere har mange smukkere Landskaber gledet forbi mit Øie; men dette Øie var senere mere mættet, og det er Hungeren, der krydrer Spisen. – – Christian kan vel tale lidt Fransk, da han har været en Stund i Frankrige; forresten er dette et Sprog, som ikke er let at gaa til. Jeg kjender neppe mere end en Udlænding, der taler det godt, blandt de mange, som jeg hører udtrykke sig deri. Denne ene er nu langtifra ikke mig selv, som man ikke behøver at høre fem Minuter for at sige, at der ikke er en Draabe fransk Blod i mig, skjønt jeg sjusker rask nok i Vei. – – – Gid dette Brev maa finde alle, til hvem det er skrevet, i en Stemning, der ikke altfor meget afviger fra min; det er Choleraen, jeg ved dette Ønske har for Øie, der kanske kan blive nedslaaende nok i en lille By, hvor enhver kjender alle de øvrige og medføler i deres Lidelser. Nu, siden Lina er reist, bliver Du vel min staaende Korrespondent; hvis Du er forsømmelig, skal jeg snart gjøre Dig tilskamme ved at komme Dig i Forkjøbet; foruden alle andre glædelige Interesser, som frembringer Længsel efter Efterretninger hjemmefra, kommer endnu den sørgelige Cholerainteresse til. Hils alle dem, som ikke læser mit Brev og bryder sig om mig. De, der læser det, hilses af Brevet selv.
Paris, 24 Decbr. 1834.
- Kjære Welhaven!
Jeg lykønsker Dem af ganske Hjerte med Deres Digt. Hvad De nu ikke alene maa være overbevist om, men ogsaa vide at bruge som en Talisman under alle de Anfægtelser af Forsagthed, som midlertidige Slappelser og Nedspændelser foranlediger, er, at De nu besidder et modent og mandigt Talent, der under Udførelsen produ-
