Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/276

Denne siden er korrekturlest

allerede begyndt i Latinen. Men man maa ikke tro, at dette var, hvad man kalder Pugning, eller alene et Arbeide med Hukommelsen; tvertimod – han søgte stadig at finde ordenes Rødder, at sammenholde det Beslægtede og stille det Eiendommelige levende for Øie Ved Siden af Hukommelsen arbeidede saaledes stedse en tænksom, indtrængende Kritik.

Denne rastløst arbeidende Kritik var et af Grundtrækkene i Schweigaards Begavelse. Med overlegen Dygtighed søgte han stedse at sønderlemme ethvert Stof og at klare ethvert Forhold, der laa for ham, og han hvilede ikke, før han fik stillet enhver Ting paa sin Plads. Jeg mindes, hvor enestaaende i sit Slags hans Samtaler vare, naar vi vare ude at spadsere sammen, hvor hurtig Tiden gik, naar han kom i Aande; han tænkte, saa at sige, høit, og han tog villig imod hvilkesomhelst Bemærkninger og Modsigelser, da de kun virkede paa ham som en spore til at gaa saameget dybere tilbunds. For dem, der først have kjendt Schweigaard i en mere fremrykket Alder, kan det muligens interessere at høre, hvor fremtrædende hans stærke Tænke-Evne allerede viste sig hos ham paa et saa tidligt Trin. Ikke i noget Fag paa Skolen lod han sig nøie med blot at modtage det Stof, der bødes ham, men søgte ligesaa ivrig at anskue det fra alle Sider og se det i de Forbindelser, hvor det hørte hjemme

Naar den kritiske Sands er overveiende hos unge Mennesker, kaster den sig ofte paa Smaating eller Personligheder. Hos Schweigaard lededes den udelukkende af Tørsten efter Sandhed og var hos ham en Naturtrang. Han dreves af en Umiddelbarhed, fri for alle Sidehensyn, al Beregning. En saadan Umiddelbarhed ved Siden af overlegne Evner tænker man sig gjerne som eiendommelig for genial Begavelse. I Forbindelse hermed staar en anden Side i Schweigaards Væsen, der allerede aabenbarede sig paa Skolen, nemlig den varme, der gjennemstrømmede hans Udtalelser, og hvoraf man stedse fik det bestemte Indtryk, at han arbeidede ikke blot med Forstanden, men at han lagde hele sin Person i det, han sagde. Schweigaard var paa Skolen, som i sit senere Liv, fri for al Smaalighed og Pedanteri, og ligeoverfor sine Meddisciple hjertelig og godmodig, men paa den anden Side, naar