Meget synes i Frastand let, og dog, naar det kommer til Stykket, mærker man, hvorledes Kjød og Blod trænger til høiere Hjælp“. Dette var nu vel ikke Andet, end hvad ogsaa Andre ved, og hvad man har vidst gjennem Aarhundreder. Men det kom fra et ungt Menneske og ovenikjøbet fra en Yngling med usædvanlig kritisk Evne. Her tog den ydmyge Selverkjendelse ialfald ikke Skade af det gode Hoved. Jeg glemmer ikke, hvorledes Schweigaard under denne Samtale steg i min Agtelse og Hengivenhed.
Af Digtere var Schiller, tror jeg, ham kjerest; han kunde en Mængde af hans lyriske Digte udenad, især fra 3die Periode. Specielt mindes jeg, at han oftere i Spøg reciterede Digtet „Dithyrambe“:
„Nimmer, des glaubt mir, erscheinen die Götter
Nimmer allein“ o. s. v.
og fremsagde de sidste smukke Linier langsomt og med Vægt.
Da jeg engang berørte det Besynderlige i, at skjønt man sætter Göthe høiere, holder man sig dog ikke sjelden mest til Schiller, ytrede han leende: „Ja, Schiller er mærkværdig; naar man om Formiddagen føler sig træt, er et Par Vers af ham saa godt som et Glas Vin“.
Af Romanforfattere holdt han ubetinget paa Walter Scott, uden at ville lade nogen af de yngre komme op imod ham, og en af hans Grunde var, som jeg oftere hørte ham lægge Vægt paa, at hos Scott var der Intet at rødme over, Intet, som man ikke trygt kunde lade den Unge læse.
Skjønt han paaskjønnede vore gode Digtere, kom han dog undertiden, skjønt sjelden, med en sarkastisk Ytring, som en – Modsætning – antog jeg – til den blinde Forgudelse. Saaledes mindes jeg, han engang spøgende ytrede i Anledning af et Leilighedsdigt, antagelig i Trediveaarene, fra en Haand, jeg ellers vidste han holdt høit i Ære: „N. N. er dog vor bedste Hane, han taer dog bedst i“.
Midt under sine, som de Fleste ville sige, tørre Studier, hvilke han drev saa grundigt, at man kunde tro, han ikke havde Sands for Andet, bevarede han sin Varme for høiere Interesser i en Grad, som maaske ikke Mange forestille sig. Jeg kom engang
