Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/282

Denne siden er korrekturlest

til ham, just som han havde læst om den ældre Fichte, hvorledes han blev et Bytte for Nervefeber, som han havde paadraget sig, ved under Tydsklands Frihedskamp imod Frankrig i 1813–14 at deltage med sin Hustru i at pleie de syge og saarede paa et Hospital i Berlin. Han kom imod mig med Bogen, synlig rørt, og bad mig læse den, ytrende: „Dette er noget Andet og større end at philosophere“.

Jeg har kjendt Faa eller Ingen, der stedse var sig selv mere lig end Schweigaard, altid frisk, freidig og aaben. Han havde en god Helbred og rolig Tænkemaade, skjønt han let blev ivrig, naar det for Alvor gjaldt at forsvare, hvad han ansaa for Ret. Kun en Gang saa jeg ham i Taarer. Jeg var hos ham kort efterat han havde faaet Brev om, at hans Bedstemoder var død. Han var heftig bevæget og ganske utrøstelig og sagde gjentagende: „Jeg vidste ikke, at jeg i den Grad var bundet til hende“.

Hos Christian Langberg, senere Professor i Fysik, hvem jeg kjendte, før han blev Student, samledes undertiden om Aftenen Schweigaard, Welhaven og P. A. Munch. Welhaven, der var saa glimrende i sin Optræden og tillige saa energisk, bøiede sig dog stedse for Schweigaard, og mere end een Gang saa jeg hans Øine straale, naar Schweigaard udtalte sig i en Retning, der stemmede med hans egne Tanker. Disse fire unge Mennesker, Schweigaard, Welhaven, P. A. Munch og Chr. Langberg, gjorde en Pintse en Fodtur sammen til Kongsberg; her levede just dengang Digteren Maurits Hansen, hvem de skattede paa Grund af hans Fortællinger. Tilfældigvis var jeg just tilstede og saa dem drage afsted med Oppakning, iførte hvide Lærredsbuxer, – Alle med overstrømmende Livslyst. Denne lille Trup, som upaatvivlelig indesluttede Noget af det Bedste, Norge dengang eiede af Genialitet og Talent, af Aandrighed og Kundskab, blev baaret paa Hænderne, hvor de kom, saasnart deres Navne nævnedes; intet Under derfor, om deres friske Hjerter svulmede af Mod, blandet med berettiget Selvfølelse. De kom tilbage trætte og støvede, men veltilfredse.

Velvoxen og over Middelshøide, havde han et ædelt, forstandigt og særdeles godt Ansigt.