Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/35

«Udrustet med en hjertevindende Personlighed, med medfødt Munterhed og et glad Lune og elskværdige Egenskaber, tiltrak han enhver Fordringsfri, om end sig sin Kraft bevidst, selv af et barnligt Sind, elskede han høit vor ældste Søn, hvilket man kan se af hans Breve. Han forsøgte – originalt Hoved som han var – at sætte en Vugge i Gang for Barnet ved i Nærheden af Huset at konstruere en Vindmølle, som ved Hjælp af et stærkt Baand gjennem et Hul i Muren til vuggen skulde sætte denne i Bevægelse. Dog, dette Kunststykke strandede af Mangel paa mekaniske Kundskaber. – Han var kjærnesund, aldrig syg eller sygelig, klagede aldrig over Ildebefindende. Fra Ungdommen af trængende (dürftig) var han ikke forvænt, men maadeholden, beskeden og yderst tarvelig, – Vinter og sommer ens i sin Klædning, der fra første til sidste Stund var den samme, idet min Hustru foretog dens ofte nødvendige Udbedring; til Gjengjæld gik han hende stadig til Haande med alt, som han kunde læse hende ud af Øinene. Han hærdede sit Legeme, badede Overkroppen hver Søndag tidlig om Morgenen nede i Bryggerhuset med iskoldt Vand, selv i den stærkeste Kulde om Vinteren. – Men, o ve! en Gang overfaldtes han af en Plage, som maa være bleven ham uforglemmelig. Hvepserne, som holder sig saa meget til Vindruerne, havde banet sig en Indgang i Studerværelset gjennem en spræk i den øverste Trægavl og der bygget sit Rede i Form af en Bikube. Dette ubehagelige Selskab søgte vi at fordrive, idet vi gjorde Jagt paa dem ved Hjælp af et paa en lang Stang fæstet og med Svovel rigelig fyldt Kulbækken. Det lykkedes; men en undsluppen Hveps hævnede sig derfor, idet den slog ned paa Anton og stak ham saaledes paa Overlæben, at hele Hovedet svulmede op, Øinene neppe var synlige, og Ansigtet var ganske ukjendeligt. Tre Dage og Nætter varede da disse Helvedessmerter. Alt gik dog uden videre Men over. – Han bivaanede med spændt Opmærksomhed stadig mine offent-