da det var «den nyttigste Øvelse til at skjærpe Aanden og uddanne sandsen for det skjønne og rette». Man ser ogsaa i Brevene Spor af hans filosofiske Læsning; han citerer saavel Spinoza som Rousseau[1]. Rousseaus Emil var særlig et Værk, der optog ham meget. «Han eiede det selv paa Fransk, og det var ikke frit for, at hans sociale opfattelse var paavirket en Del deraf i denne hans Udviklingsperiode. Jeg husker, han havde meget mod Militærvæsenet og altid sagde, at man maatte kunne benytte disse Statsudgifter til bedre Øiemed»[2].
Ligesom han i de fleste Fag paa egen Haand havde læst meget mere end nødvendigt, drev han ogsaa Læsningen paa en selvstændig Maade. Allerede paa Skolen aabenbarede han sin skarpe Kritik og sin Iver efter at komme til Bunds i Emnet. I Latin og Græsk gav han sig bl. a. meget af med at læse Lexika, ikke for at puge dem udenad, men for at studere ordenes Rødder o. desl. Ved Siden heraf læste Schweigaard ogsaa en Del Skjønliteratur, navnlig tydsk, og da fremfor alt Schiller, der var hans Yndlingsdigter. Sin Trang til Læsning fik han tilfredsstillet dels af det nye, men forholdsvis gode Skolebibliothek, dels og fornemmelig af Ørns Bogsamling. En væsentlig Fortjeneste af Schweigaards udmærkede Fremgang havde naturligvis hans fortræffelige Lærer og Skolebestyrer, Ørn. Denne Mand, der i det hele gav sig usædvanlig meget af med de enkelte Gutter, viste altid Schweigaard en sand faderlig Godhed og Omsorg. Han tog ham ofte med paa sine Spadserture, og endnu oftere havde han ham hos sig om Aftenen til lærerige samtaler. Ørn satte Schweigaard høiest af alle sine Disciple. Han forstod naturligvis ogsaa at vurdere P. A. Munchs mærkelige Begavelse; men han fandt dog
