staaende, derfor gik han daglig lange Ture. «Hans spadserture – mest ud over Broerne –» fortæller Neumann, «sigtede især til at bevæge Lemmerne og viste sig i sin Fart bemærkelig som en Gymnastik og et Trav for at komme i Varme. Han vandt derved baade Anstrængelse og Tid. Han slugte Nydelsen af den friske Luft, som om hvert Aandedræt var en Medicin». Det var dog ikke blot for Sundhedens, men ogsaa for Naturens Skyld, Schweigaard nu som hele Livet gjennem havde sine Spadserture saa kjære. Omegnen om Skien havde gjort et stærkt Indtryk paa ham ved sin Skjønhed. Kragerønaturen, som man nutildags finder meget smuk, var nok endnu ikke i den Tid synderlig vurderet; Smagen fordrede dengang noget rigere eller mere storartet af Naturskjønheder, og Schweigaard siger endog i et Brev af 10de Oktober 1834, at Skiens Omegn var den første skjønne Natur han saa.
Hvad der drev Schweigaard til at være saa nøieseende med Tiden, «hans eneste Eiendom», var dog ikke blot hans Flid og hans Iver for at gjøre Fremgang i Kundskaber, men ogsaa Nødvendigheden af at bidrage til sit eget Livsophold. Hans Familie kunde nemlig ikke paa langt nær fuldt ud sørge for dette. Morbroderen var den, der nærmest synes at have paataget sig hans Understøttelse under Skolegangen. Men hans Formuesforfatning tillod ham ikke at hjælpe Søstersønnen efter Ønske; allerede kort efter Ankomsten til Skien begyndte den regelmæssige Forstrækning at udeblive, og det samme blev endnu oftere Tilfældet senere. Mormoderen hjalp saa meget, som hun formaaede, og saagodtsom aldrig blev nogen af Dattersønnens beskedne Bønner uopfyldt; men hendes økonomiske Evne var endnu ringere, især i de senere Aar[1]; Pengehjælpen flød derfor saare knapt og synes
- ↑ Hendes uheldige økonomiske Forholde i denne Tid fremgik klart under skiftet i 1830, da det viste sig, at hun siden 1825 næsten ikke havde kunnet betale Renter af et Pantelaan i Otterøen, stort 1750 Spd.
