fremkalde et Smil[1]. Han var fordringsfri, tarvelig og strengt afholdende i sine Livsnydelser. Alt, hvad der mødte ham af Vanskeligheder eller af Forstyrrelser i hans Glæder, bragte ham kun til at vinde forøget Herredømme over sit Sind og vænne sig til det, som var hans Livs Tyngdepunkt, streng og hengiven pligtopfyldelse[2]. Er det hans Værtindes Forsømmelighed, der gjør ham Livet surt, saa betjener han sig deraf som «et Middel til at øve sig i Taal- og Sagtmodighed». Er det Feriernes Korthed, som kalder ham bort fra Hjemmet, saa foreholder han sig, at Mennesket ei er skabt til uafbrudt fortsat Fornøielse. Og naar han har det knapt med Udkomme, finder han alligevel i sin praktiske Livsfilosofi sin Stilling «misundelsesværdig»; thi «Mangel paa Formue leder os dog som oftest det sande Formaal nærmere end Overflødighed og Rigdom»[3].
I sin elskeligste Skikkelse fremtræder Schweigaard i disse Breve ligeoverfor sin Slægt. Man lærer ham her at kjende som den ømme, kjærlige Broder, hvem hans Søskendes Vel ligger ligesaa varmt paa Hjerte som hans egen Fremtid; hvad enten det er søsterens Hatteblomst eller Broderens Examen, ofrer han alle deres Anliggender en levende Opmærksomhed. Og paa samme Tid ser man ham ogsaa her som den overlegne, som Raadgiveren. Allersmukkest fremtræder dog dette Forhold ligeoverfor Bedstemoderen. Han nærede ligeoverfor denne den varmeste Hengivenhed og Taknemmelighed, hvorom han har aflagt et saa talende Vidnesbyrd i Afskedsbrevet fra Skien af 15de juli 1828. Men dette hindrede ham dog ikke fra at se den gamle Kvindes Feil[4] og ved
