Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/74

Denne siden er korrekturlest

Afhandlinger underkaster da Schweigaard paa det nævnte Sted en kort Anmeldelse. Efter som oven anført at have gjengivet Hovedretningen i den første Afhandling, fortsætter han:

«Herimod protesterer Forfatteren af Afhandlingen i nærværende Hefte, der gjennem en vistnok christeligsindet, men noget uklar og ved uvedkommende Bemærkninger afbrudt historisk Skizze af Kirkeforfatningernes vexlende Tilstande søger at vise, at de Beskyldninger, hans Modstander gjør Christendommen i dens nærværende Form ingenlunde ramme Læren selv, men dels de Forvanskninger, den blandt flere sekter har undergaaet, dels dens Tjeneres egennyttige Planer. I Forbigaaende kommer Forfatteren til at gjøre opmærksom paa adskillige Sandheder, der ofte synes at blive miskjendte, f. Ex. at Christendommens nærmeste og umiddelbare Formaal aldrig kan ansees for at være politisk[1]; at det er fra et sundt og kraftigt Familieliv, at den ægte religiøse og sædelige Styrke udgaar; men det Punkt, hvori han divergerer fra sin Modstander, er ingenlunde klart udhævet, nemlig: Nødvendighed af Mysterier i en aabenbaret Religion og Modsigelsen i at tale om christendom uden christelige Dogmer[2]».

Schweigaard finder ogsaa, at den sidste Forfatter har indrømmet sin Modstander for meget. Navnlig fremhæver han, at denne har brugt en upassende Tone ligeoverfor de «strengt orthodoxe» og Geistligheden, idet han herom udtaler:

«Den inhumane Tone, hvormed Geistligheden i hin Afhandling heltigjennem omtales, er Bevis nok paa, at Forfatteren ikke har kjendt den streng i sine Læseres Indre, som han skulde berøre for at gjøre dem, der inden visse Grændser maaske vilde indtræde paa hans Synsmaade, modtagelige for hans Fremstilling; thi Læsernes Retfærdighedsfølelse vil stemme dem til Fordel for den Forurettede og saaledes vække Uvillie mod hans hele Lære. Havde Forfatteren forresten betænkt, at den religiøse og til det positive heldende Tendents, der synligen aabenbarer sig i vor Tid, grunder sig paa Nationernes Trang og frie Valg,

  1. Der er dog i denne Afhandling, – som fra denne Side har en ikke ringe Interesse, – udtalt meget liberale politiske Anskuelser, idet den har taget til Orde for religiøs-politiske Meninger, som i hin Tid vistnok var meget sjeldne, men som er beslægtede med dem, der senere ofte har været fremstillede af Grundtvigianerne. U. A.
  2. Fremhævet af Schweigaard.