– en Post, som siden stadig har staaet paa Budgettet, og som altsaa egentlig indkom for Schweigaards Skyld.[1] Under 16de Oktober faldt da endelig kongelig Resolution om, at den bevilgede Sum, 700 Spd. aarlig, forundtes Schweigaard for et Tidsrum af 1½ Aar i det af ham i hans Ansøgning opgivne Øiemed. Han fik altsaa i det hele 1,050 Spd. eller 300 Spd. mere, end han havde søgt.
Schweigaard havde med megen Utaalmodighed afventet sin Ansøgnings endelige Skjæbne. Fra Sommeren 1833 vidste han imidlertid, at den snart vilde blive indvilget, og han var da forberedt paa at reise strax bagefter. Han forlod derfor i Slutningen af September Christiania for at tilbringe de sidste Uger sammen med sin Forlovede og umiddelbart derfra at afgaa til Udlandet. Inden hans Afreise fra Hovedstaden holdt «Forbundet» Fredag den 27de September i sit Lokale et Afskedsselskab for den bortdragende. Ved Festen blev afsunget en sang af Welhaven, der sluttede med at hilse Schweigaard som «Norges bedste Søn».[2]
Den kongelige Resolution om Schweigaards Stipendium var – uagtet han under. 15 August 1833 havde henledet Kirkedepartementets Opmærksomhed paa det ønskelige i, at han kom afsted med sidste Dampskib –
