statsøkonomiske Afhandlinger og holdt private Forelæsninger derom allerede i flere Aar. Stridens Hovedgjenstand var derfor nu Postens Henlæggelse til det juridiske eller det filosofiske Fakultet.
Det filosofiske Fakultets Flerhed søgte at imødegaa det juridiske Fakultets forhen anførte Grunde. Uden at ville negte Nytten af juridiske Kundskaber for Statsøkonomen mente man dog, at andre Kundskaber vare langt vigtigere, navnlig Naturvidenskaber og Historie; „om vedkommende Stats Love er der mere Spørgsmaal, forsaavidt de skulle gives, end ere givne“. Statsøkonomien hørte derfor naturlig ind under samme Fakultet som de nævnte Videnskaber (det filosofiske Fakultet var dengang udelt). I de fleste andre Lande henlaa ogsaa Statsøkonomi under dette Fakultet, der efter sin Ide omfatter alle Videnskaber, som behandles uden særligt Hensyn paa Embedsmænds Dannelse.
Fakultetets Flertal indstillede derfor, forsaavidt Schweigaard fremdeles vægrede sig ved at gaa over til det filosofiske Fakultet, atter Daa til Ansættelse, hvilket Fakultetet saameget tryggere kunde gjøre, som han i Mellemtiden havde foretaget en Reise paa egen Bekostning til Frankrig og England for at studere Statsøkonomi; Hansteen og Munch dissenterede.
Kollegiets Flertal henholdt sig til det filosofiske Fakultet; Holst og Motzfeldt dissenterede.
Protantsleren fandt, at man havde tillagt Statsøkonomiens Plads i Videnskabens Encyclopædi for megen Betydning, og fremhævede som det væsentligste og mest praktiske Hensyn, at man burde se til at faa den Mand, som Alle ansaa mest skikket, nemlig Schweigaard, og af den Grund henlægge Posten til det juridiske Fakultet. Han vedblev derfor sin Indstilling.
Overensstemmende med Kirkedepartementets Indstilling, hvori alle Regjeringens Medlemmer undtagen Statsraad Vogt vare enige, afgjordes Striden endelig ved den kongelige Resolution af 26de Marts
