den skovbegrodde bjergknaus som behersker husene og bugten, saa vi er gjemt bak den, stanser vi uvilkaarli begge to og ser hverandre dypt inn i øjnene — og pludseli slaar jei armene om henne og kryster henne inntil mei, og bedækker hennes ansikt og hals me masser a smaa korte brænnende kyss. Og hun lar det villi ske, bare trykker sei optil mei saa vore legemer berøres fra øverst til nederst — og vellysten rinner mei ned gjennem alle lemmer og jei begraver mit ansigt i hennes hals mens det gaar.
Men saa da det er forbi, gripes jei igjen a denne forfærdelie tørst efter henne som jei ikke har naadd — aah! om jei tore kaste henne overenne og rive klæerne a henne og kysse hennes nøkne legeme fra øverst til nederst, overalt, overalt! — inntil hun krympet sei i vellyst og ble fra sei sell og fantaserte og bare hvisket mit navn mens hun klemte mei inntil sei — aah! om jei tore, og det kunne ske!
— og jei klamrer mei fortvilet optil henne der jei staar, me ansikte gjemt ve hennes hals, og føler det som at da ville jei dø! — dø af vellyst mens det gik for henne og for mei paa én gang...
Men jei tør ikke noe saant — hun liker ikke det; det vét jei jo... hun er for sunn og frisk...
Og jei føler mei saa liten og elendi jei syke mann, mot henne som er sunnheden sell — nej! nej! ikke saa meget ville jei be om! nei, bare affalle fra hennes legeme... aah! faa spise og drikke det ut a henne — det ville være vellyst nok for mei!... Men nej! nej! det ville jo hun syns var væmmeli og ikke gott —
