Og snart skal hun ikke sitte her mer... og hun kan
ikke ta mei me sei naar vi naa kommer ilann...
Aa men for en time jei har hat —: Ligget der i solskin ve hennes nøkne bryst! aah det dejlie kjolelive som bare holles sammen af belte, hun har ikke gidet sy knaphuller i det, jei behøvet bare aa stryke det tilside og hægte op linnete, saa laa jei like derinne ve hennes nøkne bryst!... Og saa vidunderli vakkert som det er det bryste! saa ny-udsprunget friskt og ongt! — som paa den dejliste sextenaars pike... gud, aldri før har jei rikti faat set, hvor det er vakkert det bryste hennes!... Og der har jei ligget, me kinne tæt op til det... Og vi har snakket om tusende ting, som jei alle har glemt, for det var jo for dejli altsammen! — Aah, at jei har glemt det!... ingenting husker jei... Jo! pludseli sa hun at hun ofte hadde hat lyst til aa være cocotte i Paris — en tid! for aa føle hvordan det var aa være «en saan en»... Og det syntes jei var saa rimeli... men Waldemar, da hun hadde sagt det til ham, hadde han funnet det fælt... Fælt? — en fejret cocotte i Paris som alle syntes var dejli, som alle var gla i...? — det eneste liv igrunnen for en kvinne som ikke netop har en som hun elsker!... Og hvis jei saa hadde vært rik og var kommen til Paris — gud, tænk aa kjøbt noen nætter hos henne for en formue!... gud hvor er hun eventyrli dejli der hun sitter! — og saan som hun ser paa mei!
— Vera! sier jei svimmel — hvor du er vidunderli vakker idag!
