Dagen efter (Freda 20de Juli 88).
Schander og Fredrik er rejst ve middagstide, Gaarder er rodd afsted me dem bort til Hvitsten i stekende solskinn, de er væk for længe siden — og op og ned farer jei mellem det hvite huse og det graa veskure og vrier mine hænder i rædsels længsel efter henne.
... hvor er hun, hva gjør hun, hvordan ser hun ut?... hva sier hun, hva føler hun, hva tænker hun paa — naa? just naa i dette øjeblik?... Aah, at jei ikke vét det!... Det hun tænker og sier og gjør — gjør hun det, tænker hun det, sier hun det «altsammen lissom for min skyll» som hun fortæller mei?... Gud, gud, hva kommer det mei ve, eller hva kan det hjælpe mei, naar jei allikevel ikke ser det, ikke tror paa det? — jo, nok tror paa det siden hun sier det, men ikke føler det?... det er jo bare naar hun er der og jei ser det a hennes ansikt, hører det a hennes stemmes klang, fornemmer det af hennes hænders tryk og hennes legemes berøring — det er jo bare da at jei kan tro det utrolie, det ufattelie, det vidunderlie: at hun virkeli er gla i mei!...
