hun paa agtersæte nede i den brune prammen og ser op paa mei, blek, me vilt lysende øjne dybt inne i de store øjenhuler, og fyller mit hjerte me angest. Men did hvor hun er maa jei, det er alt hva jei vet, og uten aa stanse bare smyger jei i farten fanglinen op om stolpen hvor den er fastgjort, og hopper fra den høje bryggen like ned i prammen saa den tar vann inn og holler paa aa vælte me os begge; griper saa aarerne og ror i vill fortvilelse utover bugten alt hva tøje kan holle, me øjnene fæstet i angest paa det ville forstyrrete ansikte der agter, som raar for min skjæbne...
Saa sier hun vist noe, og jei vist ossaa; men jei vét ikke sell hva... det bare suser og bruser i min hjerne mens jei ror og ror som gjæller det min sjæls frelse. Men pludseli føler jei at jei maa bort til henne! — og inn kaster jei aarerne, og er igjen like ve aa vælte prammen mens jei styrter agterud til henne og faller paaknæ me armene om hennes liv, og stirrer op paa henne i angest og sønderknuselse... mens prammen venner næsen hjem og driver sydover igjen paa store hvit-toppete bølger.
Et øjeblik stirrer hun raaløs ned paa mei, men støter mei saa energisk fra sei og springer op; befaler mei haart aa sætte mei stille ned paa agtersæte og ikke vælte prammen — og tar saa sell aarene og ror. Og alt det jei graater og ber faar jei ikke ta dem igjen. Langsomt og sikkert ror hun prammen inn i den nærmeste vik, den like før vi kommer til Hvitstensbugten, lægger inn til bryggen
