Side:Bekjendelser.djvu/189

Denne siden er korrekturlest

tat piken og lille Katja me sei for aa bade barna, og imens har jei faat lurt noe mât derned.

Jei kan ikke svare, bare ser forstyrret paa henne, og føller viljeløs me...

Nede i Karolinestuen er smør og brø og kjøt og ost sat frem paa det store bore foran begge vinduerne, og mittimellem det altsammen staar min gamle messing kaffemaskine og koker — den som Vera arvet efter mei dengang jei rejste til Paris. Vi sætter os ned, men jei kan hverken spise eller snakke. Da kaffeen er kokt tar jei spiritus-flasken som staar ve siden a maskinen og laver mei en stiv spiritus-doktor, og blir saa sittende der forstyrret i hode og nippe til den, mens Gaarder langer i sei mât alt det han aarker, og Bekkasinen sitter og ser paa. Ingenting blir der sagt, stemningen blir pinli og jei føler det er min skyll og ønsker mei vel herfra — men jei kan jo ikke gaa! jei maa jo se henne igjen.

Endeli trær hun inn, smilende og gla:

— Har jei ikke naa vært flink? spør hun fornøjet og ser bort paa mei.

— Jo, dette var dejli! svarer Gaarder smilende og lægger kniv og gaffel fra sei — tak for mât!

Men jei kan ikke svare, jei ser bare sykt op paa henne og biter tænderne sammen for ikke aa briste i graat.

Vera sætter sei ned og forsøker aa faa litt liv i det, men det lykkes ikke — og om en stunn sier hun:

— Ja naa kan vi ikke ha dere her længer! naa