Side:Bekjendelser.djvu/190

Denne siden er korrekturlest

skal vi op aa skaffe barna noe mât og faa lagt dem — og saa skal vi sell spise tilaftens. — Men bakefter kommer vi ned til dere! lægger hun til, og ser igjen venli bort paa mei.

— Skal jei hente Dem me prammen? spør jei stille.

— Nej, iaften vil vi heller gaa — ikke sant, Bekkasinen?

— Det er mei det samme! svarer Bekkasinen.

— Skal vi møte dere paa vejen? spør jei saa.

— Nej, for vi vet ikke naar vi kan komme! — Saa, men gaa naa me dere!

Og Gaarder og jei sniger os ut af Karolinestuen og bort i skoven — og vandrer tause hjemover, mens aftensolen skinner gul oppe mellem trætoppene over os, og alt er saa dødt og tomt at jei synes mit hjerte maa briste...

— — — Klokken er ennu ikke elve om aftenen da jei me henne i prammen svinger om odden derborte ve Bakkehuse og ror langsomt inover bugten hvor hun bor — hun er træt og har villet tili hjem.

Taus og stille sitter hun der agter me den fôr værks slængkaapen om sei, og ser paa mei me store mørkt lysende øjne inne under den store gule straahatten, mens sommeraftnens lette tusmørke svøper sei me bløte smygende linjer om hennes dejlie skikkelse og lissom kjærtegner den...

Taus og stille sitter ossaa jei der og ser tilbake paa henne mens jei ror — mit hjerte er saa tomgt, men aah saa bløtt og vemodi stemt:

Hun er ikke gla i mei saan som før, synes jei —