Dagen efter (Sønda 22de Juli 88).
Klokken er fire om eftermiddan. Mitt utpaa fjoren sitter jei i min pram i stekende solskin og stirrer inover mot det lille gule badehuse langt derinne, volsomt beklemt om hjerte —: gud hvordan vil hun se ut naar jei naa faar se henne idag...
Længe sitter jei der og stirrer, længe, længe — og tør ikke ro derinn og se aa faa fat paa henne: hun har jo ikke bett mei om aa komme til sei, men sagt at hun vil komme til mei... og ikke sat noen tid — saa faar jei vente!... herregud —
og syk og træt synker jei ned i bunnen a prammen og blir liggende der, støttet me den ene armen paa toften, og stirre og stirre — gud, gud, gud, hvordan vil hun se ut naar jei naa faar se henne igjen?...
Pludseli flimrer noe hvitt frem deroppe ve husene og flagrer nedover langs kanten a skoven — der ble det borte! — gud, om det var henne?...
Ja, saa dukker to dameskikkelser frem a skoven dernede ve strannen, en mørk og en lys — det maa jo være Vera og Bekkasinen, for Majken er jo ikke herute naa... der stiger de i den hvite sjægten og lægger fra lann — gud! det er henne...
