sei, sier hun pludseli nervøst: «Rejs dei op! der kommer noen!» — og i en fart sitter jei paa toften igjen og har aarerne ute.
Litt foran os, men længer ute fra lann enn vi, kommer en baat imot os i hallmørke — en tyk bre mann sitter agterut. Vi kan se at han har ansikte vent hitover, og at han altsaa stirrer paa os som vi paa ham, men det er umuli aa se hvordan han ser ut.
— Huf! sier Vera da han er forbi — jei trodde et øjeblik det var faderen! — saa ræd jei ble!... Men faderen er højere i sæte. — Gud vét forresten hva det kan være for et menneske, og hvor han skal hen! der er jo ikke andre steder aa rejse til her paa lange vejer enn til Emmestad...
— Ja, gud vet!...
— Men i ethvert fall — sier hun saa — det maa jo være en som er kommen me baaten! baaten har altsaa alt vært i Hvitsteen — du! la os komme fort hjem!
— Saa fort som jei kan! sier jei sagte og lægger mei tilbake paa aarerne, og ror alt hva jei aarker — herre gud bare naa ikke den faderen er kommen!...
— — «Er faderen kommen eller ikke?» — i volsom spænning gaar jei der ve siden a henne op gjennem skoven, og ser og ser og ser paa henne — og fatter ikke den tanke: at kansje skal jei faa ligge i hele nat legeme til legeme me henne... aa gud! like inne ve henne sell!...
Bak gavlsiden a det hvite huse stanser vi og kikker forsikti frem om hjørne —: I den aapne havestu-
