sove ideminste — Men hvor dan forresten?! — aanej, dræpt og dø er han der han ligger, blek og roli under lakne... ham ser vi nok aldri mere — hvis han idethele tat rækker saa langt som til aa komme afsted til Argentina...
— og jei ryster trist paa hode og gaar sagte og forsikti ut a døren, og ned a trappene. — — —
Maaren-solen faller ret op Karljohan, jei sitter i
hjørne-vindue i Grand og ser ut — en kop kaffe et
smørrebrø og et glas is-vann foran mei. Ingenting
kan jei faa ned, jei bare sitter der og skjælver og
ser ut a vindue —:
... hvor det er graat og fatti, det grønne derover paa parksiden!... og hvor den gaten er livløs! — ingen folk. De par sommerklædte mennesker som kommer nedover i det tomme gustne solskinne — en enkelt én derover paa parksiden, en enkelt én her likeoverfor, frem om Magnus’s hjørne — jei kjenner ikke navnene deres, men hvor jei kjenner ansikterne, jei som har sittet her i toll aar; hvor! de er de samme... hvor! de gaar rolie og likedan til sine forretninger... mon de noen noen noen sinne har følt noen ting de menneskene? — aah, hvor jei skjælver til min sjæls inderste!... for en rædselsfull by!... Vera! Vera! er der noen anden i verden enn dei!... hvorfor er du ikke her — aah, la os rejse til Paris!...
Jei tar mei sykt om hode —:
— Mon det enner me at jei blir gal?...
