badehuse hennes. Gaarder gaar i lann og op gjennom skoven mot husene — jei sitter alene igjen i prammen og venter i spænning og angest...
Litt efter hører jei stemmer — jo! det er Gaarder og Vera som snakker... de kommer nedover! — skjælvende sitter jei der og lytter...
Men saa blir det stille igjen — og strax efter dukker Gaarders lille trinde skikkelse frem af skoven derinne paa strannen, og han kommer alene utover bryggen til badehuse.
— Nej hun vil ikke snakke me dei, sier han langsomt — og blir saa staaende paa bryggen og se paa mei.
Tilintetgjort sitter jei der paa toften og kan en stunn ingenting si. Saa tilslut sier jei stille:
— Ja saa faar vi rejse igjen da.
og han kaster los og hopper i prammen.
Jei lægger ut aarerne for aa ro — han har jo den byllen under armen saa han kan ikke — men opdager at jei aarker ikke... umuli! al kraft er veget fra mei, mit legeme er fulstændi paralyseret...
— Nej du faar nok prøve om du kan ro det første stykke vej ialfall, sier jei matt — for jei aarker ikke endda. Og han tar aarerne og ror me møje ut bugten igjen, mens jei sitter der agter aldeles tilintetgjort og stirrer idiotisk hen for mei, lammet paa legeme og sjæl...
Klokken er toll, alt er stille og roli. Inni bunnen a den blaamalte stuen ligger jei paa min flatseng og
