fiske han! — Et stille had stiger op i mei mens jei staar der og ser efter ham — et had til ham og til hele denne glae rolie sommerdag!... Strax utenfor der hvor han ror kommer en jagt sejlende fredeli inn mot lann... en stor sort jagt me gamle graa lappete sommersejl — naa løper den op i vinnen, sejlene skjevrer, den gaar over stag, fokken slaar bakk, storsejle ramler over, og jagten ligger et øjeblik stille og lissom betænker sei — men krænger saa pludseli over for et stærkere vinnstøtt, og sætter munter afsted igjen, me hvitt for bouen, bortover det mørkeblaa vann...
Gaarder er forsvunnet bak odden, og mit had me ham... Stakkars fyr, hva mon han føler og tænker ve aa bo herute sammen me mei gale mann...? — paa mange dage har jei ikke talt til ham, jei har ingenting mer aa si ham, ingenting mer aa si til noen, uten til henne... og hun er her ikke — aah, hvor jei sitrer og bævrer hele kroppen over og like inn til mit inderste indre! ... aah! noe, noe! maa der ske!... det maa! — jei holler ikke ut aa gaa her slik mere.
Jei tørrer sveden a pannen og gaar inn i den store blaamalte stuen. Derinne er det litt kjøliere — solen bare titter paaskraa inn litt, borte ve vinduerne. Jei sætter mei ned paa en træstol ve siden a det røbrune klaffebore mitt i stuen, tar den gamle fedtede bogen som ligger der — «Sørøveren fra St. Domingo» — slaar op i den paa maafaa, og blir sittende der foroverbøjet me en albu paa hvert knæ og
