Hun svarer ikke, bare gaar der og ser hen for sei;
og igjen gaar jei og mætter mine øjne me henne
— gud, snart skal hun jo ikke være her mere...
Pludseli slipper hun min haann — vi er kommen ut a skoven, op til den store gule gaaren oppe paa højden. Tause gaar vi ve siden a hverandre tværsover den svære gaarsplass og bortover jore, mot skoven paa den andre siden — aftensolen faller gul henover marken og vore lange skygger dækker hverandre og ser ut som en...
Da vi er kommen igjennem grinnen derborte og gaar ned den bratte bakken gjennem skoven, griper jei igjen hennes haann og sier sagte:
— Vera! hvis det ikke kan bli til noe me dei og mei, saa kan jo ikke jei i længden leve. Og jei kan ikke la mei sætte i fængsel, for derinne ville jei jo da bli gal. Dagen før de skal sætte mei derinn blir altsaa da min siste. Hvis det gaar saan — vil du da som før være sammen me mei hele den dagen, og om aftnen skyte mei ihjel uten at han er me?
— Ja! sier hun og trykker fast min haann mens hun ser mei angest inn i ansikte — han maa ikke være der! — Det hadde han ikke faat lov til om de hadde blit den Mandan heller — det hadde jei absolut bestemt mei til den natten da det ikke ble af; for det var der jo ingen mening i, det saa jei jo...
— Jei skjønte heller ikke hvordan du kunne ta ham me den gangen.
— Jo! sier hun nervøst — jei var ikke mei sell
