Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/324

312 forinden man fik den bekjendte Forordning om Haandverks- drenge og Svende af 10de December 1621, der i Norge saa- velsomiDanmark gav Laugsvæsenet dets endelige Organisation, og som udtrykkelig siges at være fremkaldt af Hensyn til den da hersk- ende Mangel paa duelige Svende.1) Det bestemtes i denne bl. a., at der for hvert Haandverk,„ hvis Udøvere i Forening skulde danne et Laug, skulde udarbejdes visse Forskrifter, der navnlig skulde have Hensyn til Læreaarenes Varighed, og i Henhold hertil blev der ogsaa i de nærmest følgende Aar udarbejdet saadanne Vedtægter for de forskjellige Laug i Bergen, der fik Bekræftelse af Borger- mestere og Raad. Fra den Tid af dannede ogsaa disse fast afslut- tede Enheder, hvori ingen uvedkommende maatte trænge sig ind. Disse Laug vare efter Edvard Edvardssøns Beskrivelse’) først Bart- skerernes med ni Mestere, Guldsmedenes, Skomagernes (med treti Mestere, „endog dette ikke agtes saa nøje“,) Skræddernes,Bagernes, Kobberslagernes, Vævernes, Kippernes eller Bødkernes, Smedenes og Snedkernes. I dem alle var det meget vanskeligt at komme ind, med mindre man ægtede en Mesters Enke eller Datter, eller ogsaa kjøbte sig en andens Mesterskab, hvilket i den anden Halvdel af det syttende Aarhundrede for Bartsterlaugets Vedkommende skal have koftet mellem 2 og 300 Rdl. Bryggerne skulle efter 1641 i nogen Tid have dannet et eget Laug, men dette var omkring 1670 gaaet ind, hvorfor det heder, at „hver moxen tager sig saadan Frihed.“ De øvrige Haandverkere, af hvilke Edvard Edvardssøn nævner Urtegaardsmænd, Possementmagere, Knapmagere, Kandestøbere, Tømmermænd, Malere, Glasmagere, Bundtmagere, Feldberedere, .5andskemagere, Korduanberedere, „Lademagere“ og Sverdfegere synes ikke paa hans Tid at have været samlede i Laug, uagtet han siger, at de „allesammen bruge deres Kunst og nære sig deraf.“ Laugene skulde efter Forordningen af 1621 have hver sit Laugs- hus. Deres Forstander kaldtes Oldermand, der igjen ved sin Side havde de saakaldte Bisiddere, ved hvis Hjælp han – nærmest som en Slags Forligelseskommission – skulde afgjøre Sager mellem Med- lemmerne indbyrdes. Ligeledes havde hvert LaugiHenhold til den samme Forordning sin særlige Straa med „Lade“ og Privilegier, over hvilke Medlemmerne nøje vaagede. Paa samme Maade, som Mesterne, havde ogsaa deres Geseller og Svende sin Lade; de havde 1) Paus, Forordninger, S. S06 flg. - ’) N. Nicolaysen, Norske Magasin, II, 563 flg.