- 400 selvskrevne Handelsforbindelser i de tydske Stæder. De gjenblivende Bergerfarere saa naturligvis aldrig blidt til saadanne Ftafald, men vare tvungne til at taale, hvad de ikke kunde hindre !). Paa alle Kanter gik man dem iNæringen. – Andre tydske Kjøb- mænd besejlede tiltrods for det derimod i Hansestæderne udstedte Forbud norske Havne paa Vestkysten, saavel norden- som søndenfor Bergen, fra Stavanger til Throndhjem, og hvormeget end Berger- farerne klagede herover-, hjalp det dem intet. Fornemlig tiltage disse Klager meget i det 18de Aarhundrede, da det endog i 1735 kom til den Yderlighed, at Bremens Bergerfarere tænkte paa at ophæve sit Soetetei og skille sig fra Kontoret for saaledes at blive fri for de dermed følgende Byrder. Underretningen herom vakte megen Uro ved Kontoret, og formodentlig paa Foranledning derfra satte Lübecks Bergerfarere sig iBevægelse for gjennem de to Staters Senater at paavirke sine Kolleger iBremen. Det lykkedes dog ogsaa at forhindre en pludselig og samlet Udtræden af disse og derigjennem at holde et Slags Liv i Kontoret gjennem næsten treti Aar2). I denne Tid formindskedes stadig Tallet paa Bremens Bergerfarere, idet den ene efter den anden trak sig ud af denne nu lidet indbringende Handel. De Forsøg, som flere Gange bleve gjorte paa at finde Midler, hvorved den atter kunde kaldes til Live, viste sig ogsaa frugtesløse, og de priviligerede Handelsmænds Stilling blev for hvert Aar mere og mere fortvivlet. I 1757 var der kun tilbage en Lübeckerstue og tre Bremerstuer; men endnu havde ikke Bremens Bergerfarere opgivet alt Haab. I Modsætning til Hamburgs og Lübecks Borgere, som da allerede forlængst havde givet den bergenske Handel aldeles fri, vilde de endnu forsøge at kjæmpe for de Privilegier, som man tidligere ikke bavde villet tillade dem at opgive frivillig. Bremens Senat havde netop da ogsaa fulgt de to Nabostæders Exempel og frigivet Bergenshandelen, som det hed sig, fordi man paa Grund af en fransk Hærs Nærmelse frygtede
–jH–
1) J 1699 skulde der paa Bremens Schiitting holdes Auktion over en Sy- stue i Holmedalen (med Barer for 535 Daler, en Borgergjæld af 130 Daler og en Rordfargjæld, hvoraf henved 500 Daler antoges at ville indkomme). Da Bremens Bergerfarere frygtede for, at Bergensere havde kastet sine Øine paa denne, skrev de under5Iuni til sine Kollega i Hamburg og Lübeck med Anmodning om at sørge for, at denne Stue kunde blive bevaret for Sol-ietetet. (Koncevt i Bremens Statsarkiv). ’) Det er nok muligt, at den hele Plan kun har tilsigtet at vise Berget- farernes Uundværlighed og at fremtvinge Skridt fra deres Kollega og Senaterne mod den upriviligerede Handel
