80 Ill. o Paa den Tid, da Magnus Lagabøter gav Bergen den nye Bylov, havde Staden efter to hundrede Aars Forløb fra dens An- læg i det væsentlige naaet det Omfans, som den siden beholdt gjen- nem en større Del af Middelalderen, ligesom den da havde faaet saa godt som alle de offentlige Bygninger, den havde før Reforma- tionen. Det er af den Grund her det passende Sted til at levere en Oversigt over Bergens Topografi i Middelalderen, hvortil der igjen naturlig vil knytte sig en- Skildring af Byens Handelsliv i den Tid, hvori dens Handel udelukkende eller dog for en væsentlig Del var i dens norske Borgeres Hænder, og af dens kommunale Forhold, forsaavidt disse kjendes fra Byloven eller andre gamle Kilder Bergens Grænser i Middelalderen ere allerede ovenfor om- talte i det første Afsnit Dens Territorium indbefattede efter disse et meget betydeligt Rum, hvoraf dog længe kun en mindre Del var virkelig bymæssig bebygget, nemlig Strøget paa den østlige Bred af Vaagen, som i Middelalderen strakte sig lige ned til de Steder, hvor nu Korskirken og Naadhuset ligge. Her afgav den jævne Skraaning fra Fjeldet og ned til Søen en forholdsvis god Plads til Bebyggelse, medens det flade Strøg, som nu findes iSyd for Vaagen over mod Lungegaardsvandet, i Middelalderen for den største Del var Sø og først meget senere er bleven indvundet for Landet og gjort tjenligt til Bebyggelse. Fra Vaagsbunden strakte saaledes Byen sig mod Nord !) indtil den over Bejsan førende Sandbro, hvor Holmen, den nordligst fremspringende Pynt paa Vaagens nordøstlige Side, tog sin Begyndelse. Holmen var det samme Strø9, som nu indtages af Bergenhus’s Fcestningsverker, men som i Middelalderen var helt optaget af gejstlige Bygninger og af det
- –H–j-j
“) Ved Stedsbetegnelser gik man altid ud fra, at Vaagen gik ret i Nord og Syd. Ligeledes sagde man altid „udo-ver“ om en Bevægelse eller Retning fra Vaagsbunden mod Holmen, medens „indover“ brugtes om den modsatte Retning „O p“ sagdes om en Bevægelse eller Retning fra Vaagen mod Fjeldet, „ned“ om det modsatte
