9 gik Par og Par ind til Noah i Arken, Han og Hun, ligesom Gud havde befalet Noah.
10 Og det skede efter de syv Dages Forløb, da kom Flodens Vande over Jorden.
11 I det Aar, da Noah var seks hundrede Aar gammel, i den anden Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden, paa denne Dag brast alle den store Afgrunds Kilder, og Himmelens Sluser oplodes,
12 og Regnet kom over Jorden i firti Dage og firti Nætter.
13 Paa denne selvsamme Dag gik Noah og Sem og Cham og Jafet, Noahs Sønner, og Noahs Hustru og hans Sønners tre Hustruer med dem ind i Arken,
14 de og alle de vilde Dyr efter sit Slags og alt Kvæget efter sit Slags og alt Krybet, som rører sig paa Jorden, efter sit Slags og alle Fuglene efter sit Slags, alt Flyvende, Alt, hvad der har Vinger.
15 OG de gik ind til Noah i Arken, Par og Par af alt Kjød, hvori der var Livsaande.
16 Og de, som gik ind, gik ind Han og Hun af alt Kjød, ligesom Gud havde befalet ham. Og Herren lukkede efter ham.
17 Da kom Vandfloden i firti Dage over Jorden, og Vandet voksede og løftede Arken, og den hævedes over Jorden.
18 Og Vandet tog Overhaand og voksede saare over Jorden; og Arken flød henover Vandets Overflade.
19 Og Vandet tog overmaade stærkt til paa Jorden, og alle de høie Bjerge, som vare under helen Himmelen, bleve skjulte.
20 Femten Alen oventil voksede Vandet, og Bjergene skjultes.
21 Saa omkom da alt Kjød, som rørte sig paa Jorden, baade Fuglene og Kvæget og de vilde Dyr og al den Vrimmel, som vrimlede paa Jorden, og alle Menneskene.
22 Alt det, som havde Livsaandes Pust i sin Næse, af alt det, som var paa det Tørre, døde.
23 Og han<ref>Gud.</ref udslettede alle levende Væsener, som vare paa Jordens Overflade, saavel Mennesker som Kvæg og Kryb og Himmelens Fugle, og de bleve udslettede af Jorden; kun Noah blev igjen, og hvad der var med ham i Arken.
24 Og Vandet tog Overhaand over Jorden i hundrede og femti Dage.
Gud lader Vandet falde igjen, 1-5. Noah udsender en Ravn og derefter tre Gange en Due for at erfare, om Jorden er bleven tør, 6-12. Den bliver ganske tør: Noah gaar ud af Arken, 13-19, bygger et Alter og ofrer; Gud vil ikke mere saaledes fordærve Jorden, 20-22.
OG Gud kom Noah i Hu og alle de vilde Dyr og alt Kvæget, som vare med ham i Arken; og Gud lod en Vind fare over Jorden, go Vandet faldt.
2 Og Afgrundens Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, og Regnet fra Himmelen stansede.
3 Og Vandet vendte efterhaanden tilbage fra Jorden, og Vandet formindskedes efter hundrede og femti Dages Forløb.
4 Og Arken blev i den syvende Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden, staaende paa Ararats Bjerge.
5 Og Vandet formindskedes efterhaanden indtil den tiende Maaned: i den tiende Maaned, paa den første Dag i Maaneden, kom Bjergenes Toppe tilsyne.
6 Og det skede efter firti Dages Forløb, at Noah aabnede Vinduet paa Arken, som han havde gjort.
7 Og han sendte en Ravn ud; men den fløi frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort af Jorden.
8 Og han sendte en Due ud fra sig for at se, om Vandet var sunket fra Jordens OVerflade.
9 Men Duen fandt ikke noget Hvilested for sin Fod, og den kom tilbage til ham i Arken, thi der var Vand over hele Jordens Overflade; og han rakte sin Haand ud og tog den og bragte den ind til sig i Arken.
10 De biede han endnu syv Dage til, og saa sendte han atter en Due ud af Arken.
11 Og Duen kom til ham ved Aftenstid, og se, den havde et friskt Oljeblad i sit Næb; da skjønte Noah, at Vandet var sunket fra Jorden.
12 Men han biede endnu syv Dage til, og saa sendte han en Due ud, og den kom ikke mere tilbage til ham.
13 Og det skede i det seks hundrede og første Aar, i den første Maaned, paa den første Dag i Maaneden, at Vandet var borttørret fra Jorden. Da tog Noah Arkens Dække af; og han saa, og se, Jordens Overflade var tør.
