11. Men dersom hans Aand, som opreiste Jesus fra de Døde, bor i eder, da skal han som opreiste Christus fra de Døde, levendegjøre ogsaa eders dødelige Legemer ved sin Aand, som bor i eder.
12. Derfor, Brødre, ere vi ikke Kjødets Skyldnere, at vi skulle leve etter Kjødet;
13. thi dersom I leve efter Kjødet, skulle I dø, men dersom I ved Aanden døde Legemets Gjerninger, skulle I leve.
14. Thi saa Mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn.
15. Thi I annammede ikke en Trældoms Aand atter til Frygt, men I annammede en sønlig Udkaarelses Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader!
16. Aanden selv vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn.
17. Men dersom vi ere Børn, ere vi ogsaa Arvinger, Guds Arvinger, men Christi Medarvinger, saafremt vi lide med ham for ogsaa at blive herliggjorte med ham.
18. Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at agte med den Herlighed, som skal aabenbares paa os.
19. Thi Skahningens Længsel venter paa Guds Børns Aabenbarelse;
20. thi Skabningen er bleven Forfængeligheden underlagt, ikke med sin Vilje, men formedelst ham, som lagde den derunder,
21. dog med det Haab, at ogsaa Skabningen skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed.
22. Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu.
23. Ja, ikke det alene, men ogsaa vi, som have Aandens Førstegrøde, ogsaa vi sukke i os selv, idet vi forvente en sønig Udkaarelse, vort Legemes Forløsning.
24. Thi i Haabet ere vi frelste, Men et Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvorledes kan Nogen haabe det, han ser?
25. Men dersom vi haabe det, vi ikke se, da forvente vi det med Taalmodighed.
26 Men iligemaade kommer og Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som det sig bør, men Aanden selv træder frem for os med uudsigelige Sukke.
27. Men han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Aandens Mening er; thi efter Guds Vilje træder han, frem for de Hellige.
28. Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som etter hans Beslutning ere kaldte.
29. Thi dem, han forud kjendte, har han ogsaa forud bestemt til at vorde ligedannede med hans Søns Billede, forat han skal være den Førstefødte blandt mange Brødre.
30. Men dem, han forud bestemte, dem har han ogsaa kaldt, og dem, han kaldte, dem har han ogsaa retfærdiggjorde; men dem, han retfærdiggjorde, dem har han ogsaa herliggjort.
31. Hvad skulle vi da sige hertil! Er Gud for os, hvo kan da være mod os?
32. Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke ogsaa skjenke os alle Ting med ham?
33. Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør.
34. Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som og er opreist, som og er ved Guds høire Haand, som og træder frem for os.
35. Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjærlighed? Trængsel eller Angest eller forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sverd?
36. Ligesom skrevet er: For din Skyld dræbes vi den hele Dag; vi ere agtede om Slagtefaar.
37. Men i alle disse Ting mere end seire vi ved ham, som har elsket os.
Side:Bibelen (1891).djvu/1123
Denne siden er ikke korrekturlest