38. Thi jag er vis paa hverken Død eller Liv, hverken Engle eller Fyrstendømmer eller Magter, hverken det Nærværende eller det Tilkommende,
39. hverken det Høie eller det Dybe, ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christus Jesus, Vor Herre.
9. KAPITEL.
Paulus har stor Bekymring for Jødernes Salighed, 1-5. At de ere Abrahams Barn efter Kjødet, gjør dem ikke til Guds Barn, 6-13; thi Kaldet i Christus sker af Naade, 14-23; derfor ere Hedningerne, som troede, blevne antagne, og Jøderne, som ikke troede, forskudte, 24-33.
JEG siger Sendhed i Christns, jeg lyver ikke, idet min Samvittighed vidner med mig i den Hellig-Aand,
2. et jeg har en stor Bedrøvelse og en uadfladlig Sorg i mit Hjerte.
3. Thi jeg ønskede selv at være en fra Christus forbandet ting for mine Brødre, mine Frænder efter Kjødet,
4. som ere lsraeliter, hvem den sønlige Udkaarelse og Herligheden og Pakterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,
5. hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Christus er efter Kjødet, han, som er Gud over Alting, høilovet i Evighed. Amen.
6. Dog ikke, som om Guds Ord har slaaet feil; thi ikke alle de, som nedstamme fra Israel, ere Israel;
7. ei heller ere de alle Abrahams Børn, fordi de ere hans Afkom; men: I Isak skal Afkom kaldes dig,
8. det er: Ikke de, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds Børn, men Forjættelsene Børn regnes for Afkom.
9. Thi dette er Forjættelsens Ord: Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.
10. Men ikke hun alene fik Forjættelse, men ogsaa Rebekka, da hun var frugtsommelig ved Een, nemlig Isak, vor Fader.
11. Thi da de endnu ikke vare fødte hverken hevde gjort noget Godt eller Ondt, blev der, forat Guds Beslutning og Udvælgelse skulde staa fast, ikke formedelst Gjerninger,
men formedelst ham, som kaldte,
12. sagt til hende: Den Ældre skal tjene den Yngre;
13. som skrevet er: Jakob elskede jeg, men Eseu hadede jeg.
14. Hvad skulle vi da sige? Er der Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
15. Thi han siger til Moses: Jeg vil være den miskundellg, som jeg er miskundelig, og forbarmer mig over.
16. Derfor staar det ikke til den, som vil, ei heller til den, som løber, men til Gud, som gjør Miskundhed.
17. Thi Skriften siger til Farao: Just til dette har jeg opreist dig, at jeg skal vise min Magt paa dig, og at mit Navn skal forkyndes paa al Jorden.
18. Saa forbarmer han sig da over den han vil, men forhærder den, han vil.
19. Du vil da sige til mig; Hvorfor dadler han os da? Hvem har modstaaet hans Vilje?
20. Men, o Menneske, hvo er du, at du vil gaa irette med Gud? Mon Noget, som er dannet, kan si til den, som dannede det: Hvi gjorde du mig saaledes?
21. Eller har ikke Pottemageren Magt over Leret til af den samme Deig at gjøre et Kar til Ære, men et andet til Vanære?
22. Men hvad, om nu Gud, skjønt han vilde vise sin Vrede og kundgjøre sin Magt, har med stor Langmodighed taalt Vredens Kar, som vare dannede til Fordærvelse,
23. og det tillige for at kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
24. Som saadanne har han ogsaa kaldt os, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger,
25. som han ogsaa siger hos Hoseas: Jeg vil kalde det mit Folk, som ikke var mit Folk, og hende den Elskede, som ikke var en Elskede;
26. og det skal ske, at paa det
