17 Derfor burde han blive sine Brødre lig i alle Ting, forat han skulde blive en barmhjertig og trofast Yppersteprest for Gud til at forsone Folkets Synder.
18 Thi efterdi han har lidt og selv er bleven fristet, kan han komme dem til Hjælp, som fristes.
De Troende skulle give Agt paa Christus, sin Yppersteprest, som er større end Moses, 1-6. De bør vogte sig for Forhærdelse og Vantro, forat det ikke skal gaa dem, som fordum Israel i Ørkenen, 7-19.
DERFOR, I hellige Brødre, delagtige i et himmelsk Kald, betragter vor Bekjendelses Apostel og Yppersteprest, Christus Jesus,
2 der var ham tro, som beskikkede ham, ligesom Moses var det i hele hans Hus!
3 Thi saa meget større Hæder er denne agtet værd fremfor Moses, som den, der har beredt Huset, har større Ære, end Huset.
4 Thi hvert Hus beredes af Nogen; men den, som har beredt alle Ting, er Gud.
5 Og Moses var vel tro i hele hans Hus som en Tjener til at vidne, hvad der skulde tales,
6 Christus derimod som Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, saafremt vi bevare Haabets Frimodighed og Ros fast indtil Enden.
7 Derfor, som den Hellig-Aand siger: Idag, dersom I høre hans Røst,
8 da forhærder ikke eders Hjerter, som i Forbitrelsen[1] paa Fristelsens Dag i Ørkenen,
9 hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, endskjønt de saa mine Gjeringer i firti Aar!
10 Derfor harmedes jeg paa hin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet. Men de kjendte ikke mine Veie,
11 saa jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile.
12 Ser til, Brødre, at der ikke i Nogen af eder skal være et ondt, vantro Hjerte, saa han falder fra den levende Gud!
13 Men formaner eder selv hver Dag, saalænge det heder Idag, forat ikke Nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag!
14 Thi vi ere blevne delagtige i Christus, saafremt vi bevare vor første sikre Forvisning fast indtil Enden.
15 Idet der siges: Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter, som i Forbitrelsen, —
16 hvo vare da vel de, som hørte den og dog forbitrede ham? Mon ikke alle de, som gik ud af Ægypten ved Moses?
17 Men paa hvem harmedes han i firti Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemeer faldt i Ørkenen?
18 Og om hvem svor han, at de ikke skulde gaa ind til hans Hvile, uden om dem, som vare vantro?
19 Vi se altsaa, at de ikke kunde gaa ind formedelst Vantro.
Da formanes til i Troen at holde fast ved Forjættelsen; thi de, som tro, gaa ind til den Hvile, som endnu staar aaben for Guds Folk, 1-11. Den alvidende Guds Ord er levende og kraftift, 12. 13. Christus er en medlidende Yppersteprest, til hvem vi skulle gaa hen for at faa Naade, 14-16.
LADER os derfor, da Forjættelse om at gaa ind til hans Hvile endnu er tilbage, vogte os for, at ikke Nogen af eder skal synes at blive tilbage.
2 Thi Forjættelse er forkyndt os, ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp dem ikke, fordi det ikke var blevet forenet med Troen i dem, som hørte det.
3 Thi vi gaa ind til Hvilen, vi, som tro, efter hvad han har sagt: Saa jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile, — og det, uagtet Gjerningerne vare fuldendte fra Verdens Skabelse af.
4 Thi saaledes har han et Sted sagt om de syvende Dag: Og Gud hvilede paa den syvende Dag fra alle sine Gjerninger.
5 Og paa dette Sted atter: Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile.
6 Efterdi det altsaa staar tilbage,
- ↑ i Xeriba. 2 Mos. 17, 2-7.
