at Nogle skulle gaa ind til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndt, ikke kom ind formedelst Vantro,
7 saa bestemmer han atter en Dag: Idag, som han siger ved David efter saa lang en Tid, ligesom forhen er sagt, — idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter!
8 Thi dersom Josva havde bragt dem til Hvile, da havde Gud ikke sidenefter talt om en anden Dag.
9 Altsaa er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.
10 Thi den, som er gaaet ind til hans Hvile, ogsaa han hviler fra sine Gjerninger, ligesom Gud fra sine.
11 Lader os derfor beflitte os paa at komme ind til hin Hvile, forat ikke Nogen skal falde i samme Eksempel paa Vantro!
12 Thi Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveegget Sverd og trænger igjennem, indtil det adskiller baade Sjæl og Aand, baade Ledemod og Marv, og det dømmer over Hjertets Tanker og Raad.
13 Og ingen Skabning er synlig for hans Aasyn, men alle Ting ere blottede og udspændte for hans Øine, med hvem vi have at gjøre.
14 Efterdi vi da have en stor Yppersteprest, som er gaaet gjennem Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekjendelsen!
15 Thi vi have ikke en Yppersteprest, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er prøvet i alle Ting i Lighed med os, dog uden Synd.
16 Lader os derfor træde frem med Frimodighed for Naadens Trone, forat vi kunne faa Bermhjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp!
Christus er sat til Yppersteprest af Gud og bleven en Aarsag til evig Frelse, 1-10. Forfatteren klager over Hebræerne, fordi de endnu kun ere Børn i Christendommen, 11-14.
THI enhver Yppersteprest, som tages af Mennesker, bliver for Menneskers Skyld beskikket til Tjenesten for Gud, forat han skal frembære baade Gaver og Slagtoffere for Synder,
2 og han kan have Medlidenhed med de Vankundige og Vildfarende, fordi han ogsaa selv er omgiven med Skrøbelighed,
3 og for dennes Skyld maa han frembære Syndoffer, som for Folket, saaledes og for sig selv.
4 Og Ingen tiltager sig selv den Ære, men den har den, som kaldes af Gud, ligesom Aron.
5 Saaledes har heller ikke Christus selv tillagt sig den Ære at blive Yppersteprest, men den, som sagde til ham: Du er min Søn, jeg har født dig idag.
6 Ligesom han og siger et andet Sted: Du er en Prest til evig Tid efter Melkisedeks Vis.
7 Han, som i sit Kjøds Dage, da han med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begjæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt formedelst sin Gudsfrygt,
8 lærte, endskjønt han var Søn, dog Lydighed af det, han led,
9 og da han var bleven fuldkommet, blev han alle dem, som adlyde ham, Aarsag til evig Frelse,
10 kaldt af Gud Yppersteprest efter Melkisedes Vis.
11 Herom have vi Meget at sige, som ogsaa er svært at udlægge, fordi I ere blevne træge til at fatte.
12 Thi skjønt I efter Tiden endog burde være Lærere, have I atter behov, at man skal lære eder, hvilke Begyndelsesgrundene ere i Guds Ord, og I ere blevne Saadanne, som have Melk behov og ikke haard Føde.
13 Thi Enhver, som faar Melk, er uerfaren i Retfærdigheds Ord, thi han er et Barn.
14 Men for de Fuldkomne er haard Føde, for dem, som ved Erfarenhed have øvet Sans til at skjelne mellem Godt og Ondt.
Forfatteren vil dog skride frem til det Fuldkomnere, 1-3; thi de, som falde fra,
