bliver tæmmet og er bleven tæmmet af den menneskelige Natur;
8 men Tungen kan intet Menneske tæmme, — et ustyrligt Onde, fuld af dødelig Gift.
9 Med den velsigne vi Gud og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere skabte efter Guds Lignelse.
10 Af den samme Mund udgaar Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! Dette bør ikke saa være.
11 Kan en Kilde af det samme Væld udgyde sødt og bittert Vand?
12 Kan et Figentræ, mine Brødre, bære Oliver, eller et Vintræ Figen? Saaledes kan ingen Kilde give salt og sødt Vand.
13 Hvo er viis og forstandig iblandt eder? Han vise ved god Omgjængelelse sine Gjerninger i Visdommens Sagtmodighed!
14 Men have I bitter Nid og Kivagtighed i eders Hjerter, da roser eder ikke og lyver ikke mod Sandheden!
15 Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, naturlig, djævelsk;
16 thi hvor der er Nid og Trætte, der er Forvirring og alt Ondt.
17 Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige, er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter upartisk og uden Skrømt.
18 Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som holde Fred.
De kjædelige Lyster foraarsage Krig og Strid, forhindre Bønhørelsen, gjøre os til Guds Fiender, 1-4. Aanden giver Kraft mod de onde Lyster, 5. 6; derfor skal man ydmyge sig under Gud, holde sig nær til ham og saa modstaa det Onde, 7-10. Man skal ikke bagtale eller dømme, 11. 12, ikke glemme at man i Alt er afhængig af Herren, 13-17.
HVORAF kommer saa megen Krig og Strid iblandt eder? Er det ikke heraf, af eders Lyster, som stride i eders Lemmer?
2 I begjære, og I have ikke; I slaa ihjel og bære Nid, og I kunne ikke faa; I føre Strid og Krig, men I have ikke, fordi I ikke bede;
3 I beder, og I faa ikke, fordi I bedelide, for at kunne fortære det i eders Vellyster.
4 I Horkarle og Horkvinder! Vide I ikke, at Verdens Venskab er Guds Fiendskab? Hvo der da vil være Verdens Ven, bliver Guds Fiende.
5 Eller mene I, at Skriften taler forgjæves? Den Aand, som bor i os, begjærer han Avind? Tvertimod, han giver større Naade.
6 Derfor siger Skriften: Gud staar de Hoffærdige imod, men giver de Ydmyge Naade.
7 Værer derfor Gud underdanige! Staar Djævelen imod, saa skal han fly fra eder!
8 Holder eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til eder! Renser Hænderne, I Syndere, og lutrer Hjerterne, I Tvesindede!
9 Føler eders Elendighed, og sørger og græder! Eders latter vendes til Sorg, og Glæden til Bedrøvelse!
10 Ydmyger eder for Herren, saa skal han opnøie eder!
11 Teler ikke ilde om hverandre, Brødre! Hvo der taler ilde om sin Broder og dømmer sin BRoder, taler ilde om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gjører, men Dommer.
12 Een er Lovgiveren, som er mægtig til at frelse og til at fordærve; hvo er da du, som dømmer din Næste!
13 Nu vel, I, som sige: Idag eller imorgen ville vi drage til den eller den Stad og blive der eet Aar og kjøbslaa og vinde,
14 I, so ikke vide, hvad imorgen skal ske! Thi hvad er eders Liv? Det er jo en Damp, som en liden Tid er tilsyne, men derefter forsvinder.
15 Istedetforat I skulde sig: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gjøre dette eller hint.
16 Men nu rose I eder i eders Overmod; al saadan Ros er ond.
17 Hvo der altsaa ved at gjøre
