7 Og jeg vil oprette min Pakt mellem mig og dig og din Afkom efter dig i deres Slægter til en evig Pakt, saa jeg vil være din Gud og din Afkoms efter dig.
8 Og jeg vil give dig og din Afkom efter dig det Land, hvor du bor som Fremmed, hele Kana’ans Land, til en evig Eiendom; og jeg vil være deres Gud.
9 Og Gud sagde fremdeles til Abraham: Og du skal holde min Pakt, du og din Afkom efter dig i sine Slægter.
10 Dette er min Pakt, som I skulle holde, mellem mig og eder og din Afkom efter dig: Alt Mandkjøn skal omskjæres hos eder.
11 Og I skulle omskjære eders Forhuds Kjød, og det skal være et Paktstegn mellem mig og eder.
12 Og otte Dage gammel skal Enhver af Mandkjøn omskjæres hos eder i eders Slægter, den Hjemmefødte og den Fremmede af hvilketsomhelst Folk, som er kjøbt for Penge, som ikke er af din Afkom.
13 Omskjæres skal den, som er født i dit Hus, og den, som er kjøbt for dine Penge; og min Pakt skal være i eders Penge; og min Pakt skal være i eders Kjød til en evig Pakt.
14 Og en Uomskaaren af Mandkjøn, hvis Forhuds Kjød ikke bliver omskaaret, denne Sjæl skal udryddes af sit Folk; min Pakt har han brudt.
15 Og Gud sagde til Abraham: Saraj, din Hustru, hendes Navn skal du ikke kalde Saraj, men Sara skal være hendes Navn.
16 Og jeg vil velsigne hende, og jeg vil ogsaa give dig en Søn af hende; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til Folk, Folkefærds Konger skulle fremgaa af hende.
17 Da faldt Abraham paa sit Ansigt og lo, og han sagde i sit Hjerte: Skulde En, som er hundrede Aar gammel, faa Børn? Og skulde Sara, som er niti Aar gammel, føde?
18 Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Aasyn!
19 Og Gud sagde: Sandelig, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak, og jeg vil oprette min Pakt med ham til en evig Pakt for hans Afkom efter ham.
20 Og hvad Ismael angaar, har jeg hørt dig: Se, jeg vil velsigne ham og gjøre ham frugtbar og saare mangfoldig; tolv Fyrster skal han avle, og jeg vil gjøre ham til et stort Folk.
21 Men min Pakt vil jeg oprette med Isak, som Sara skal føde dig paa denne Tid næste Aar.
22 Og han lod af at tale med ham; og saa for Gud op fra Abraham.
23 Og Abraham tog Ismael, sin Søn, og Alle, som vare fødte i hans Hus, og Alle, som vare kjøbte for hans Penge, alt Mandjøn blandt Folkene i Abrahams Hus, og han omskar deres Forhuds Kjød paa denne selvsamme Dag, ligesom Gud havde talt til ham.
24 Og Abraham var ni og niti Aar, da hans Forhuds Kjød blev omskaaret.
25 Og Ismael, hans Søn, var tretten Aar, da hans Forhuds Kjød blev omskaaret.
26 Paa denne selvsamme Dag bleve Abraham og Ismael, hans Søn, omskaarne;
27 og alle Mænd i hans Hus, den Hjemmefødte og den Fremmede, som var kjøbt for Penge, bleve omskaarne med ham.
Herren og to Engle komme til Abraham, han bereder et Maaltid for dem, 1-8. Herren lover atter Sara en Søn; hun tvivler, han stadfæster sit Ord, 9-15. De to Engle gaa til Sodoma: Herren forkynder Abraham, at han vil ødelægge Sodoma, Abraham beder seks Gange for det, 16-33.
OG Herren aabenbarede sig for ham i Mamres Terebintelund, da han sad i sit Telts Dør paa det Hedeste af Dagen.
2 Og han opløftede sine Øine og saa, og se, tre Mænd stode hos ham; og da han saa den, løb han dem imøde fra Teltets Dør og bøiede sig til Jorden.
3 Og han sagde: Herre! Dersom jeg har fundet Naade for dine Øine, da gaa dog ikke din Tjener forbi!
4 Lad der dog hentes lidt Vand, og tvættet eders Fødder og hviler eder under Træet!
5 Og lad mig hente et Stykke Brød, og vederkvæger eders Hejrter, siden kunne I drage videre, da I dog nu ere komne forbi eders Tjener. Og de sagde: Gjør saaledes, som du har sagt!
