13 Og da Gud bød mig at vandre om borte fra min Faders Hus, sagde jeg til hende: Dette er din Kjærlighed, som du maa vise mod mig: Paa hvert Sted, hvor vi komme hen, maa du sige om mig: Han er min Broder.
14 Saa tog Abimelek smaat Kvæg og stort Kvæg og Trælle og Trælkvinder og gav Abraham og lod ham faa Sara, sin Hustru, tilbage.
15 Og Abimelek sagde: Se, mit Land ligger aabent for dig; bo, hvor du finder for godt!
16 Og til Sara sagde han: Se, jeg giver din Broder tusinde Sekel Sølv; se, dette være dig et Øiendække for Alle, som ere hos dig[1], og for Alle har du nu faaet din Ret.
17 Og Abraham bad til Gud, og Gud helbredede Abimelek og hans Hustru og hans TJenestekvinder, og de fødte.
18 Herren havde nemlig aldeles lukket hvert Modersliv i Abimeleks Hus for Saras, Abrahams Hustrues, Skyld.
Sara føder Isak, 1-8. Ismael spotter ham og udjages efter Guds Befaling tilligemed sin Moder, 9-13. De fare vild i Ørkenen, Drengen kommer i stor Nød, men reddes og bor i Parans Ørken, 14-21. Abraham og Abimelek slutte Pakt med hinanden i Be’erseba, 22-34.
OG Herren besøgte Sara, ligesom han havde sagt, og Herren gjorde med Sara, ligesom han havde talt.
2 Og Sara blev frugtsommelig og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom paa den bestemte Tid, hvorom Gud havde talt til ham.
3 Og Abraham kaldte sin Søns Navn, som var ham født, som Sara havde født ham, Isak.
4 Og Abraham omskar Isak, sin Søn, da han var otte Dage gammel, ligesom Gud havde befalet ham.
5 Og Abraham var hundrede Aar gammel, da hans Søn Isak blev født ham.
6 Da sagde Sara: Gud har beredt mig Latter: Enhver, som hører dette, vil le ad mig.
7 Og hun sagde: Hvo skulde have sagt til Abraham: Sara giver Børn at die? Thi jeg har født en Søn i hans Alderdom.
8 Og Drengen voksede op og blev afvant; og Abraham gjorde et stort Gjæstebud den Dag, Isak blev afvant.
9 Og Sara saa, at Ægypterkvinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, spottede.
10 Og hun sagde til Abraham: Uddriv denne Trælkvinde og hendes Søn! Thi denne Trælkvindes SØn skal ikke arve med min Søn, med Isak.
11 Og dette Ord gjorde Abraham saare ondt for hans Søns Skyld.
12 Men Gud sagde til Abraham: Lad det ikke gjøre dig ondt for Drengens og for din Trælkvindes Skyld! I Alt, hvad Sara siger dig, lyd hendes Røst! Thi din Afkom ved Isak skal kaldes din Afkom.
13 Men ogsaa Trælkvindens Søn vil jeg gjøre til et Folk, fordi han er din Afkom.
14 Da stod Abraham aarle op om Morgenen og tog Brød og en Flaske Vand og gav Hagar og lagde det paa hendes Skulder; ligesaa gav han hende Drengen og lod hende fare. Og hun gik og for vild i Be’ersebas Ørken.
15 Da det nu var forbi med Vandet i Flaksen, kastede hun Drengen under en af Buskene.
16 Og hun gik hen og satte sig lige overfor, saa langt som er Bueskud; thi hun sagde: Jeg vil ikke se paa Drengens Død. Saa sad hun lige overfor og opløftede sin Røst og græd.
17 Da hørte Gud Drengens Røst, og Guds Engel raabte til Hagar fra Himmelen og sagde til hende: Hvad fattes sig, Hagar? Frygt ikke! Thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor han er.
18 Staa op, løft Drengen op og hold ham ved din Haand! Thi jeg vil gjøre ham til et stort Folk.
19 Og Gud oplod hendes Øine, saa hun saa en Brønd; da gik hun hen og fyldte Flasken med Vand og gav Drengen at drikke.
20 Og Gud var med Drengen, og han voksede op; og han boede i Ørkenen og blev, idet han voksede til, en Bueskytter.
21 Og han boede i parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra Ægyptens Land.
22 Og det skede paa den Tid, da
- ↑ d. e. en Sonegave, hvorved min Forseelse mod dig ligesom skjules for dine Øine, og som alle Dine maa erkjende fyldestgjørende.
