6 Da gjorde hun sig rede, hun og hendes Svigerdøtre, og vendte tilbage fra Moags Land; thi hun havde hørt i Moabs Land, at Herren havde besøgt sit Folk og givet dem Brød.
7 Og hun gik ud fra det Sted, hvor hun havde været, og begge hendes Svigerdøtre med hende. Og de gik paa Veien for at vende tilbage til Judas Land.
8 Da sagde No’omi til begge sine Svigerdøtre: Gaar, vender tilbage, hver til sin Moders Hus! Herren gjøre Miskundhed mod eder, ligesom I have gjort mod de Døde og mod mig!
9 Herren give eder, at I maa finde et Hvilested, hver i sin Mands Hus! Og hun kyssede dem, og de opløftede sin Røst og græd.
10 Og de sagde til hende: Nei, vi ville vende tilbage med dig til dit Folk.
11 Da sagde No’omi: Vender tilbage, mine Døtre! Hvorfor ville I gaa med mig? har jeg endnu Sønner i mit Liv, der kunne vorde Mænd for eder?
12 Vender tilbage, mine Døtre, gaar! Thi jeg er for gammel til at vorde en Mands Hustru. Om jeg end sagde: Jeg har Haab, — om jeg end inat havde en Mand, ja, om jeg end fødte Sønner,
13 skulde I derfor vente, indtil de bleve store? Skulde I derfor stænge eder inde og ikke vorde Mænds Hustruer? Ikke saa, mine Døtre! Thi det er meget bitrere for mig end for eder, efterdi Herrens Haand er udgangen imod mig.
14 Da opløftede de sin Røst og græd atter. Og Orpa kyssede sin Svigermoder, men Rut hang ved hende.
15 Da sagde hun: Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og til sin Gud; vend du tilbage efter din Svigerinde!
16 Men Rut sagde: Trænge ikke ind paa mig, at jeg skal forlade dig og vende tilbage fra dig! Thi hvor du gaar hen, vil jeg gaa, og hvor du bliver, vil jeg blive; dit Folk er mit Folk, og din Gud er min Gud;
17 hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg begrave. Saa gjøre Herren mod mig, og saaledes blive han ved, om noget Andet end Døden skal gjøre Skilsmisse mellem mig og dig.
18 Da hun nu saa, at hun havde fast foresat sig at gaa med hende, lod hun af tale til hende derom.
19 De gik da begge, indtil de kom til Betlehem. Og det skede, da de kom til betlehem, da kom hele Staden i Bevægelse over dem, og Kvinderne sagde: Er dette No’omi?
20 Og hun sagde til dem: Kalder mig ikke No’omi[1], kalder mig Mara[2]! Thi den Almægtige har gjort det saare bittert for mig;
21 med fulde Hænder drog jeg bort, men med tomme Hænder har Herren ladet mig vende tilbage. Hvi kalde I mig No’omi, da Herren dog har vidnet imod mig, og den Almægtige har ladet det gaa mig ilde?
22 Saa kom da No’omi tilbage, og Rut, Moabitinden, hendes Svigerdatter, med hende, hun, som var vendt tilbage fra Moabs Land; og de kom til Betlehem i Begyndelsen af Byghøsten.
No’omis Mand havde en Frænde ved Navn Boas; Rut kommer paa hans Ager for at sanke Aks; Boas tiltaler hende kjærlig og befaler sine Folk at lade hende sanke og ikke fornærme hende, 1-17. Ved sin Tilbagekomst fortæller Rut No’omi, hvorledes det er gaaet hende; hun bliver ved at sanke Aks paa Boas’s Ager, 18-23.
OG No’omi havde en Kjending af sin Mand, en mægtig Mand af Elimeleks Slægt, og hans Navn var Boas.
2 Og Rut, Moabitinden, sagde til No’omi: Lad mig dog gaa hen paa Marken og sanke Aks efter den, for hvis Øine jeg finder Naade! Og hun sagde til hende: Gaa, min Datter!
3 Og hun gik hen og kom og sankede paa Marken efter Høstfolkene; og det traf sig saa for hende, at det Markstykke tilhørte Boas, som var af Elimeleks Slægt.
4 Og se, Boas kom fra Betlehem, og han sagde til Høstfolkene: Herren være med eder! Og de sagde til ham: Herren velsigne dig!
5 Og Boas sagde til sin Dreng, som var sat over Høstfolkene: Hvem hører denne Pige til?
6 Og den Dreng, som var sat over Høstfolkene, svarede og sagde: Det er den unge Moabitinde, som er kommen tilbage med No’omi fra Moabs Land,
7 og hun sagde: Lad mig sanke
