hams, din Faders, Gud og Isaks Gud; det Land, du ligger paa, det vil jeg give dig og din Afkom.
14 Og din Afkom skal vorde som Støvet paa Jorden, og du skal udbrede dig mod Vest og mod Øst og mod Nord og mod Syd, og i dig og i din Afkom skulle alle Jordens Slægter velsignes.
15 Og se, jeg er med dig og vil bevare dig overalt, hvor du gaar, og jeg vil føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig, førend jeg har gjort det, jeg har talt til dig.
16 Og Jakob vaagnede af sin Søvn og sagde: Sandelig, Herren er paa dette Sted, og jeg vidste det ikke.
17 Og han frygtede og sagde: Hvor forfærdeligt er dette Sted! Her er visselig Guds Hus, her er Himmelens Port.
18 Og Jakob stod aarle op om Morgenen og tog den Sten, han havde lagt under sit Hoved, og satte den til en Mindesten, og han gjød Olje over dens Top.
19 Og han kaldte dette Steds Navn Betel[1]; men Lus var Stadens Navn tilforn.
20 Og Jakob gjorde et Løfte og sagde: Dersom Gud vil være med mig og bevare mig paa denne Vei, som jeg gaar, og give mig Brød at æde og Klæder at iføre mig,
21 og jeg kommer i god Behold tilbage til min Faders Hus, saa skal Herren være min Gud,
22 og denne Sten, som jeg har sat til en Mindesten, skal være et Guds Hus, og af Alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende.
Jakob kommer til Charan, træffer Rachel, Labans Datter, paa Marken og giver sig tilkjende for hende, 1-12. Laban tager ham i Tjenester; han tjener for Rachel, men faar Lea; siden faar han dog ogsaa Rachel tilægte, 13-30. Lea føder ham fire Sønner, 31-35.
OG Jakob opløftede sine Fødder og gik til Østens Børns Land.
2 Og han saa, og se, der var en Brønd paa Marken, og se, der laa tre Hjorde Smaakvæg ved den, thi af denne Brønd vandede man Hjordene; og Stenen over Brøndens Aabning var stor.
3 Og derhen samledes alle Hjordene, og man veltede Stenen fra Brøndens Aabning og vandede Smaakvæget, og man lagde Stenen igjen over Brøndens Aabning paa dens Sted.
4 Og Jakob sagde til dem: Mine Brødre, hvorfra ere I? Og de sagde: Vi ere fra Charan.
5 Og han sagde til dem: Kjende I Laban, Nachors Søn? Og de sagde: Ja, vi kjende ham.
6 Og han sagde til dem: Gaar det ham vel? Og de sagde: Ja, det gaar ham vel, og se, der kommer Rachel, hans Datter, med Smaakvæget.
7 Og han sagde: Se, det er endnu høi Dag, det er ikke endnu Tid, at Kvæget samles; vander Smaakvæget og gaar hen og vogter det.
8 Men de sagde: Det kunne vi ikke, førend alle Hjordene samles, og man velter Stenen fra Brøndens Aabning: da vande vi Smaakvæget.
9 Medens han endnu talte med dem, kom Racehl med Smaakvæget, som hørte hendes Fader til; thi hun vogtede Kvæget.
10 Og da Jakob saa Rachel, Labans, sin Morbroders, Datter, og Labans, sin Morbroders, Smaakvæg, gik Jakob nær til og veltede Stenen fra Brøndens Aabning og vandede Labans, sin Morbroders, Smaakvæg.
11 Og Jakob kyssede Rachel og opløftede sin Røst og græd.
12 Og Jakob gav Racehl tilkjende, at han var hendes Faders Frænde, og at han var Rebekkas Søn; og hun løb og fortalte sin Fader det.
13 Da nu Laban hørte Tidende om Jakob, sin Søstersøn, løb han ham imøde og omfavnede ham og kyssede ham og førte han ind i sit Hus; og han fortalte Laban alt dette.
14 Da sagde Laban til ham: Sandelig, du er mit Ben og mit Kjød. Og han blev hos ham en Maaneds Tid.
15 Og Laban sagde til Jakob: Skulde du tjene mig for Intet, fordi du er min Frænde? Sig mig, hvad din Løn skal være!
16 Og Laban havde to Døtre, den ældstes Navn var Lea, og den yngstes Navn Rachel.
17 Og Leas Øine vare matte; men Racehl var deilig af Skabning og deilig af Udseende.
18 Og Jakob elskede Rachel og
- ↑ Guds Hus.
