paa Zion, kundgjører blandt Folkene hans store Gjerninger!
13 Thi han, som hevner Blod, kommer de Elendige i Hu, han glemmer ikker Skrig.
14 Vær mig naadig, Herre! Se, hvad jeg maa lide af dem, som hade mig, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,
15 forat jeg skal forkynde al din Pris i Zions Datters Porte, fryde mig i din Frelse,
16 Hedningerne ere sunkne i den Grav, de grove; deres Fod er fangen i det Garn, de skjulte.
17 Herren er bleven kjendt, han har holdt Dom; han fanger den Ugudelige i hans egne Hænders Gjerning. Higgajon[1]. Sela.
18 De Ugudelige skulle vige hen til Dødsriget, alle Hedninger, som glemme Gud.
19 Thi ikke skal den Fattige glemmes for al Tid; de Sagtmodiges Forventning skal ikke gaa tilgrunde for evigt.
20 Reis dig, Herre! Lad ikke Mennesket faa Magt, lad Hedningerne vorde dømte for dit Aasyn!
21 Lad Frygt komme over dem, Herre! Lad Hedningerne kjende, at de ere Mennesker! Sela.
Den hellige Sanger klager over og beskriver de Ugudeliges Ondskab, 1-11; han beder om Hjælp, 12-15, og er forvisset om Bønhørelse, 16-18.
HVORFOR, Herre, staar du langt borte? Hvorfor skjuler du dit Aasyn i Trængsels Tider?
2 Ved den Ugudeliges Hovmod ængstes de Elendige; de fanges i de Rænker, han har udtænkt.
3 Thi den Ugudelige roser sin Sjæls Lyst, og den Rovgjerrige siger Herren Farvel, forhaaner ham.
4 Den Ugudelige siger i sit Hovmod: Han hjemsøger ikke. Der er ingen Gud, det er alle hans Tanker.
5 Hans Veie lykkes til enhver Tid; langt borte fra ham i det Høie ere dine Domme; alle sine Modstandere blæser han ad.
6 Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke stedes i Ulykke.
7 Hans Mund er fuld af Forbandelse og af Svig og Vold; under hans Tunge er Ulykke og Ondskab.
8 Han ligges i Baghold ved Gaardene, paa lønlige Steder myrder han den Uskyldige, hans Øine speide efter den Ulykkelige.
9 Han lurer paa lønligt Sted, lig Løven i sit Krat; han lurer for at gribe den Elendige; han griber den Elendige, idet han drager ham ind i sit Garn.
10 Han bøier sig, dukker sig ned, og for hans stærke Klør flade de Elendige.
11 Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Aasyn, han ser det aldrig.
12 Reis dig, herre! Gud, opløft din Haand, glem ikke de Elendige!
13 Hvorfor skal den Ugudelige foragte Gud og sige i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke?
14 Du har seet det; thi du skuer Nød og Kummer for at lægge dem i din Haand; til dig overlader den Elendige sin Sag, du er den Faderløses Hjælper.
15 Sønderbryd den Ugudeliges Arm og hjemsøg den Ondes Ugudelighed, saa du ikke mere finder den!
16 Herren er Konge evindelig og altid, Hedningerne blive udryddede af hans Land.
17 De Sagtmodiges Begjæring hører du, Herre! Du styrker deres Hjerte, du vendre dit Øre til
18 for at dømme i den Faderløses og Fortryktes Sag. Ikke skal Mennesket, som er af Jorden, længer vedblive at volde Skræk.
David Afviser det Raad, at hans skal frelse sit Liv ved at fly og anse sin Sag for tabg, 1-3. Han er i Troen paa Herrens Retfærdighed forvisset om, at han vil lade Straffen komme over hans ugudelige Fiender, 4-7.
1 Til Sangmesteren; af David.
TIL Herren tager jeg min Tilflugt; hvorledes kunne I da sige til min Sjæl: Flr til eders Bjerg som en Fugl?
2 This se, de Ugudelige spænde Buen, de lægge sin Pil paa Strengen for at skyde i Mørke paa de Oprigtige af Hjertet.
- ↑ kanske et musikalsk Udtryk.
