fordi Mennesket ikke har noget andet Godt under Solen end at æde og drikke og være glad; og dette følger ham under hans Møie i hans Livs Dage, som Gud har givet ham under Solen.
16 Da jeg hengav mit Hjerte til at lære Visdom at kjende og til at se den Umag, man gjør sig paa Jorden, at man hverken Dag eller Nat ser Søven i sine Øine,
17 da saa jeg hele Guds Gjerning, at Mennesket ikke formaar at fatte den Gjerning, som sker under Solen, fordi Mennesket gjør sig Møie med at udgranske den og dog ikke fatter den, og selv om den Vise siger, at han nok skal lære den at kjende, er han dog ikke i Stand til at fatte den.
Prædikeren bliver ved at tale om Guds Styrelses Uransagelighed, 1-6; han formaner til at være glad og virksom og befale Gud Udgangen, da ingen Ting staar i Menneskets magt, hvorhos han tillige erkjender Visdoms Fortrin fremfor Styrke, 7-18.
THI alt dette har jeg taget mig til Hjerte, og det for at udgrunde alt dette, at de Retfærdige og de Vise og deres Gjerninger ere i Guds Haand; om det er Kjærlighed eller Had, ved intet Menneske[1]; de kunne vente sig Alt.
2 Alt vederfares dem[2] ligesom alle Andre; det Samme hænder den Retfærdige og den Ugudelige, den Gode og Rene og den Urene, den, som ofrer, og den, som ikke ofrer; den Gode gaar det som Synderen, den, der sværger, som den, der fyrgter Eden.
3 Det er en slem Ting ved Alt, hvad der sker under Solen, at det Samme hænder Alle; og tillige er Menneskenes Børns Hjerte fuldt af Ondt, og der er Galskaber i deres Hjerte, saalænge de leve, og derpaa gaar det afsted til de Døde,
4 thi hvo er den, der undtages? For alle dem, der leve er der Haab; thi en levende Hund er bedre end en død Løve;
5 thi de Levende vide, at de skulle dø, men de Døde vide ikke Noget, og der er ikke mere for dem nogen Løn, thi deres Ihukommelse er glemt.
6 Baade deres Kjærlighed og deres Had og deres Nidkjærhed er forlængesiden forgangen, og de have i al Evighed ingen Del mere i Alt, hvad der sker under Solen.
7 Gak da hen, æd dit Brød med Glæde og drik din Vin vel tilmode! Thi Gud har forlængesiden Behag i dine Gjerninger.
8 Lad dine Klæder altid være hvide, og lad ikke Olje fattes paa dit Hoved!
9 Nyd Livet med en Hustru, som du elsker, alle dit forfængelige Livs Dage, som Herren har givet dig under Solen, alle dine forfængelige Dage! Thi det er din Del i Livet og i din Møie, hvormed du møier dig under Solen.
10 Alt, hvad der kommer dig for Haanden at gjøre med din Kraft, det gjør! Thi der er hverken Gjerning eller Klogskab eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen.
11 Jeg vendte mig og saa under Solen, at Løbet ikke er i de Lettes Magt og Krigen ikke i de Vældiges og heller ikke Brød i de Vises og heller ikke RIgdom i de Forstandiges og heller ikke Yndest i de Kløgtiges Magt; thi Tid og Hændelse møder dem alle.
12 Thi Mennesket ved helle ikke sin Tid, som Fiskene, der fanges i det slemme Garn, og som Fuglene, der blive fangne i Snaren; som de besnæres ogsaa Menneskenes Børn i en ond Tid, naar den med Eet falder over dem.
13 Ogsaa dette saa jeg som Visdom under Solen, og stor tyktes den mig:
14 Der var en liden By og faa Mænd i den, og der kom til den en stor Konge og omringede den og byggede store Volde mod den;
15 og man fandt i den en fattig, viis Mand, og han reddede Byen ved sin Visdom, og ikke et Menneske var kommet hin fattige Mand i Hu.
16 Da sagde jeg: Visdom er bedre end Styrke; men den Fattiges
