10 Jeg er min Elskedes, og til mig er hans Attraa.
11 Kom, min Elskede! Lader os gaa ud paa Marken, lader os blive Natten over i Landsbyerne!
12 Lader os aarle gaa til Vingaardene, lader os se, om Vinranken haar faat Skud, om Blomsterne ere udsprungne, om Granattræerne blomstre! Der vil jeg skjenke dig min Kjærlighed.
13 Alrunerne dufte, og over vore Døre ere alle Slags kostelige Frugter, baade nye og gamle. Min Elskede! Jeg har gjemt dem til dig.
Bruden ønsker, at hun havde BRudgommen hos sig som en kjærlig Broder, 1. 2. Hun beder atter om ikke at blive forstyrret, 3. 4. Bruden stiger op fra Ørkenen, lænende sig til sin Elskede, kommer til hans Hjem, minder ham om hans tidligere Kjærlighed og beder ham om, at hans Kjærlighedssamfund med hende maa være uopløseligt, idet hun vidner om den sande Kjærligheds uovervindelige Bestandighed, 5-7. Hun taler videre om, hvad der er at gjøre med hendes yngre Søster, og denne vidner om den Troskab, hun vil vise, 8-10. Bruden erklærer at ville omhyggelig vogte den Vingaard, Salomo har betroet hende, og yde ham, hvad ham tilkommer, 11. 12. Han beder om at faa høre hendes Røst, og hun tager Afsked med ham, 13. 14.
GID du var mig som en Broder, som En, der har diet min Moders Bryst! Jeg skulde da finde dig derude, jeg skulde kysse dig, og man skulde ikke foragte mig.
2 Jeg skulde lede dig, jeg skulde føre dig til min Moders Hus, du skulde lære mig; jeg skulde give dig at drikke af den krydrede Vin af mit Granattræes Most.
3 Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans høire Haand favner mig.
4 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! Hvorfor ville I vække, og hvorfor ville I opvække Kjærligheden, førend den selv begjærer det?
5 Hvo er hun, som kommer op fra Ørkenen, støttende sig paa sin Elskede? — Under Æbletræet vakte jeg dig, der blev din Moder forløst med dig, der blev hun forløst, hun, som fødte dig.
6 Sæt mig som et Segl paa dit Hjerte, som et Segl paa din Arm; thi stærk som Døden er Kjærlighed, haard som Dødsriget er Nidkjærhed; dens Luer ere Ildsluer, en Herrens Flamme.
7 Mange Vande kunne ikke udslukke Kjærligheden, og Strømme ikke overskylle den; om Nogen vilde give alt sit Huses Gods for Kjærligheden, — man vilde kun foragte ham.
8 Vi have en liden Søster, og Bryster har hun endnu ikke; hvad skulle vi gjøre med vor Søster paa den Dag, der bliver beilet til hende?
9 Er hun en Mur, ville vi bygge paa den Tinder af Sølv; men er hun en Dør, ville vi stænge den med en Cederplanke.
10 Jeg er en Mur, og mine Bryster som Taarne; — da blev jeg i hans Øine som En, der finder Fred.
11 En Vingaard havde Salomo i Ba’al-Hamon; han overgav Vingaarden til Vogterne; hver skulde bringe tusinde Sekel Sølv for dens Frugt.
12 Min egen Vingaard er for mit Aasyn; de tusinde Sekel tilhøre dig, Salomo, og to hundrede dem, som vogte dens Frugt.
13 O du, som bor i Haverne! Venner lytte til din Røst; lad mig høre den!
14 Fly, min Elskede, og vær lig en Raa eller en ung Hjort paa Bjerge med duftende Urter!
