23 Saa forviste Gud Herren ham fra Edens Have til at dyrke Jorden, af hvilken han var tagen.
24 Og han drev Mennesket ud, og han satte Cheruberne østenfor Edens Have og det luende Sværd, som vendte sig hid og did, for at vogte Veien til Livsens Træ.
Adam avler Kain og Abel; de ofre begge; Kains Offer behager ikke Gud, men Ables; Kain bliver derfor vred paa sin Broder; Gud advarer ham, 1-7. Kain slaar Abel ihjel; Gud forkynder ham Straf, men vil dog ikke tilstede Nogen at slaa ham ihjel, 8-16. Kain avler Hanok og bygger en Stad; af hans Afkom var den overmodige Lamek, 17-24. Adam avler Set, og denne avler Enos, 25. 26.
OG Adam kjendte sin Hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain, og hun sagde: Jeg har faaet en Mand ved Herren.
2 Og hun fødte fremdeles hans Broder Abel. Og Abel blev Faarehyrde, men Kain blev Agerdyrker.
3 Og det skede efter en Tids Forløb, at Kain bragte Herren et Offer af Jordens Frugt.
4 Og Abel bragte ogsaa et Offer af sin Hjords Førstefødte og af deres Fedt; og Herren saa til Abel og til hans Offer,
5 men til Kain og til hans Offer saa han ikke. Da blev Kain meget vred, og hans Aasyn blev nedslaaet.
6 Og Herren sagde til Kain: Hvi er du vred, og hvi er dit Aasyn nedslaaet?
7 Er det ikke saa, at dersom du har Godt isinde, da kan du opløfte dit Aasyn? Men har du ikke Godt isinde, da ligger Synden paa Lur ved Døren, og til dig er dens Attraa, men du skal herske over den.
8 Og Kain talte til Abel, sin Broder. Og det skede, da de vare paa Marken, at Kain reiste sig mod Abel, sin Broder, og slog ham ihjel.
9 Og Herren sagde til Kain: Hvor er Abel, din Broder? Og han sagde: Jeg ved ikke; er jeg min Broders Vogter?
10 Men han sagde: Hvad har du gjort? Din Broder Blods Røst raaber til mig fra Jorden.
11 Og nu, forbandet være du bort fra Jorden, som oplod sin Mund for at tage din Broders Blod af din Haand!
12 Naar du dyrker Jorden, skal den ikke mere give dig sin Kraft; ustadig og omvankende skal du være paa Jorden.
13 Da sagde Kain til herren: Min Misgjerning er større, end at jeg kan bære den.
14 Se, du har idag drevet mig bort fra Jordens Overflade, og jeg maa skjule mig for dit Aasyn; og jeg vil blive ustadig og omvankende paa Jorden, og det vil ske, at hver den, der finder mig, vil slaa mig ihjel.
15 Men Herren sagde til ham: Derfor skal den, som ihjelslaar Kain, lide syvfold Hevn. Og Herren satte Kain et Tegn, ofrat ikke Nogen, som fandt ham, skulde slaa ham ihjel.
16 Saa gik Kain ud fra Herrens Aasyn og boede i Landet No,[1] østenfor Eden.
17 Og Kain kjendte din Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte Hanok; og han byggede en Stad og kaldte Stadens Navn efter sin Nøns Navn Hanok.
18 Og for Hanok fødtes Irad, og Irad avlede Mehujael, og Mehujael avlede Methusael, og Methusael avlede Lamek.
19 Og Lamek tog sig to Hustruer; den enes Navn var Ada, og den andens Navn var Zilla.
20 Og Ada fødte Jabal; han var Fader til dem, som bo i Telte og hos Hjorde.
21 Og hans Broders Navn var Jubal; han var Fader til alle dem, som spille paa Cithar og Fløite.
22 Ligesaa fødte Zilla Tubalkain, som smedede allehaande skarpe Kobber- og Jernredskaber; og Tubulkains Søster var Na’ama.
23 Og Lamek sagde til sine Hustruer: Ada og Zilla, hører min Røst, Lameks Hustruer, mærker min Tale! En Mand dræber jeg, om jeg faar et Saar, og en Dreng, om jeg faar en Bule;
24 thi hevnes Kain syv Gange, da Lamek sytti og syv Gange.
25 Og Adam kjendte atter sin Hsutru, og hun fødte en Søn og kaldte hans Navn Set[2]; thi (sagde hun) Gud har sat mig en anden Sæd i Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel.
26 Ogsaa Set blev der født en Søn, og han kaldte hans Navn Enos. Da begyndte man at paakalde Herrens Navn.
