Folk, og giv ikke din Arv hen til Forsmædelse, saa Hedninger herske over den! Hvorfor skulle de sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?
18 Da bliver Herren nidkjær for sit Land, og han sparer sit Folk.
19 Og Herren svarer og siger til sit Folk: Se, jeg sender eder Korn og Most og Olje, og I skulle mættes dermed; og jeg vil ikke mere give eder hen til Forsmædelse blandt Hedningerne.
20 Og ham fra Norden[1] vil jeg drive langt bort fra eder og jage ham bort til et tørt og øde Land, hans Fortrop bort til det østlige Hav og hans Bagtrop bort til det vestlige Hav; og Stanken af ham skal opstige; den væmmelige Lugt af ham skal opstige; thi store Ting har han taget sig fore at gjøre.
21 Frygt ikke, du Land! Fryd dig og vær glad! Thi store Ting har Herren gjort.
22 Frygter ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsgange grønnes, Træet bærer sin Frugt, Figentræet og Vinstokken give sin Kraft.
23 Og I, Zions Børn, fryder og glæder eder Læreren til Retfærdighed; og saa sender han Regn ned til eder, Tidligregn og Sildigregn, i Førstningen[2]
24 Og Tærskepladsene vorde fulde af Korn, og Persekarrene flyde over af Most og Olje.
25 Og jeg godtgjør eder de Aar, Vrimleren fortærede, Slikkeren og Skaveren og Gnaveren, min store Hær, som jeg sendte mod eder.
26 Og æde skulle I og mættes og prise Herrns, eders Guds, Navn, som har handlet underlig med eder; og mit Folk skal ikke blive tilskamme evindelig.
27 Og I skulle kjende, at jeg er midt i Israel, og at jeg er Herren, eders Gud, og Ingen ydermere; og mit Folk skal ikke blive tilskamme evindelig.
Profeten forjætter, at derefter den Hellig-Aand skal udgydes over Alle uden Forskjel paa Kjøn, Alder og Stand, hvilken Forjættelse sigter til det nye Testaments Tid, 1.2, og taler saa om Dommens Dag og de vidunderlige Tegn, som skulle gaa forud for den, og forjætter, at Alle, som da, kaldte af Herren, paakalde ham, skulle vorde frelste, 3-5. Til Slutning skildrer han den Dom, Herren paa samme Dag skal holde over alle sit Folks Fiender, 6-22, og den Guds-Rigets Herlighed, som skal følge efter denne Dom, 23-26.
OG det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min Aand over alt Kjød, og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere; eders Gamle skulle drømme Drømme, eders unge Karle se Syner;
2 ogsaa over Trællene og over Trælkvinderne vil jeg i de Dage udgyde min Aand.
3 Og jeg vil gjøre underlige Tegn paa Himmelen og paa Jorden, Blod og Ild og Røgstøtter.
4 Solen skal omskiftes til Mørke, og Maanen til Blod, førend Herrens Dag, den store og forfærdelige, kommer.
5 Og det skal ske: Hver den, som paakalder Herrens Navn, skal undkomme; thi paa Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være en Skare af Undkomne, saaledes som Herren har sagt, og blandt de Undslupne skulle de være, som Herren kalder.
6 Thi se, i de Dage og paa den Tid, naar jeg gjør Ende paa Judas og Jerusalems Fangenskab,
7 da vil jeg samle alle Hedningefolk og føre dem ned i Josafats[3] Dal, og jeg vil der gaa irette med dem for mit Folks og mins Arvs, Israels, SKyld, som de adspredte blandt Hedningefolkene, og mit Land delte de,
8 og om mit Folk kastede de Lod, og de gave en Dreng for en Skjøge, og de solgte en Pige for Vin og drak.
9 Ogsaa I, Tyrus og Sidon og alle Filistæas Egne! Hvad ville I mig? Ville I gjengjælde mig Noget, eller ville I gjøre mig noget? Snart, i en Hast skal jeg lade eders Gjerning falde tilbage paa eders Hoved,
10 I, so toge mit Sølv og mit Guld og bragte mine bedste Kostbarheder til eders Templer,
11 og Judas Børn og Jerusalems Børn solgte I til Javans Børn for at skaffe dem langt bort fra deres Land.
