4 disse, som ligge paa Elfenbens Løibænke og dovne sig paa sine Leier, og som æde Lam af Hjorde og Kalve fra Gjødstien,
5 som synge Tøv til Harpens Lyd og have optænkt sig Strengeleg, ligesom David,
6 som drikke Vin af Skaaler og salve sig med den ypperste Olje, men ikke sørge over Josegs Skade.
7 Derfor skulle de ny vandre ud af Landet fremst blandt de Bortvandrende, og med Skraalet af dem, som dovne sig, skal det være forbi.
8 Den Herre Herre har svoret ved sig selv, siger Herren, Hærskarernes Gud: Jeg afskyr Jakobs Stolthed og hader hans Paladser, og jeg vil overgive Staden og Alt, hvad der er i den.
9 Og det skal ske, om ti Mænd blive tilovers i eet Hus, daa skulle de dø.
10 Og en Mands nærmeste Slægtning, som skal brænde ham[1], skal tage ham for at bære Benene ud af Huset, og han skal sige til den, som er i Husets inderste Krog: Er der endnu Nogen hos dig? Da skal han sige: Hys! Herrens Navn maa ikke nævnes!
11 Thi se, Herren byder, og man slaar det store Hus, saa det synker i Grus, og det lille Hus, saa det revner.
12 Mon Heste løbe paa Klippen, eller pløier man den med Okser? — siden I have forvendt Ret til en Giftplante og Retfærdigheds Frugt til Malurt.
13 I, som glæde eder over, hvad der ikke er til, som sige: Er det ikke ved vor Styrke, vi have skaffet os Vælde?
14 Thi se, jeg opreiser et Folk mod eder, Israels Hus, siger Herren, Hærskarernes Gud, og de skulle trænge eder fra Egnen henimod Hamat indtil den øde Marks Bæk.
Profeten ser to Syner, hvoraf det første betegner, at Herren aldeles vil ødelægge Israel, og det andet, at han vil gjøre det Samme med ISrael og hele Folkeverdenen, og bevæger under begge Syner ved sin Forbøn Herren til at spare hans Folk, 1-6. Derefter ser han et tredje Syn, der ligeledes betegner Israels Undergang. Under dette erklærer Herren ham, at han ikke længer vil spare det, men ødelægge dets afgudiske Helligdomme og lade Jeroboams Hus omkomme ved Sverd, 7-9. Presten i Betel, Amazja, anklager Amos for Jeroboam og vil ikke taale, at han profeterer i Israels Land; Profeten foreholder ham, at Herren dertil har kaldet ham, og forkynder Herrens Straf over Amazja og hans Hus, 10-17.
SAADANT lod den Herre Herre mig se: Se, der var En, som dannede Græshopper, da Hoen begyndte at skyde op, og se, der var Ho efter Kongens Høslæt.
2 Og det skede, da de vare færdige med at fortære Landets Urter, da sagde jeg: Herre Herre, tilgiv dog! Hvorledes skal Jakob kunne blive staaende? Thi han er liden.
3 Herren angrede det. Det skal ikke ske, sagde Herren.
4 Saadant lod den Herre Herre mig se: Se, den Herre Herre kaldte paa Ild til Straf, og den fortærede det store Vanddyb, og den fortærede Arvelodden.
5 Da sagde jeg: Herre Herre, hold dog op! Hvorledes skal Jakob kunne blive staaende? Thi han er liden.
6 Herren angrede det. Heller ikke det skal ske, sagde den Herre Herre.
7 Saadant lod han mig se: Se, Herren stod paa en lodret Mur, og i hans Haand var et Blylod.
8 Og Herren sagde til mig: Hvad se du, Amos? Og jeg sagde: Et Blylod. Og Herren sagde: Se, jeg vil bruge Blylod midt iblandt mit Folk Israel; jeg vil ikke mere blive ved at gaa dets Synd forbi.
9 Og Isaks Høie skulle ødelægges, og Israels Helligdomme synke i Grus, og jeg vil reise mig mod Joroboams Hus med Sverd.
10 Da sendte Amazja, Presten i Betel, Bud til Jeroboam, Israels Konge, og lod sige: Amos har stiftet en Sammensværgelse mod dig midt i Israels Hus; Landet kan ikke udholde alle hans Ord.
11 Thi saa har Amos sagt: Jeroboam skal dø ved Sverd, og Israel skal vorde bortført fra sit Land.
12 Og Amazja sagde til Amos: Du Seer! Gak bort, fly du til Judas Land og æd der dit Brød, og der kan du profetere!
13 Men i Betel skal du ikke mere
