6 Og Gud Herren lod et Kikajontræ skyde op, og det voksede op over Jonas for at skygge over hans Hoved, for at fri ham fra hans Mismod; og Jonas glædede sig over Kikajonen med stor Glæde.
7 Men Gud lod en Orm komme, da Morgenrøden oprandt den følgende Dag; og den stak Kikajonen, saa den visnede.
8 Og de skede, da Solen stod op, sendte Gud en lummer Østenvind, og Solen stak paa Jonas’s Hoved, saa han vansmægtede; da ønskede han sig Døden og sagde: Det er mig bedre at dø end at leve.
9 Men Gud sagde til Jonas: Er det medrette, din Vrede er optændt over Kikajonen? Og han sagde: Ja, medrette er min Vrede optændt indtil Døden.
10 Da sagde Herren: Du ynkes over Kikajonen, som du ikke har havt Møie med og ikke opelsket, som blev til paa en Nat og forgik en Nat gammel;
11 og jeg skulde ikke ynkes over Ninive, den store Stad, i hvilken der er mere end tolv gange titusinde Mennesker, som ikke kjende Forskjel mellem Høire og Venstre, og mange Dyr!
Mika, som profeterede i Jotame, Achas’s og Ezekias’s Dage, 1, forkynder Herrens Komme til Dom formedelst Israels og Judas, særlig deres Hovedstæders, Samarias og Jerusalems, Frafald, 2-5. Dommen skal nærmest ramme Samaria, som skal blive aldeles ødelagt, 6. 7, men derfra udbrede sig ogsaa over Juda; den skal her skride frem fra Nord mod Syd og fra Stad til Stad og opfylde Folket med dyb Sorg over dets Børns Bortførelse, 8-15
HERRENS Ord, som kom til Mika fra Moreset i de Dage, da Jotam, Achas og Ezekias vare Konger i Juda, hvilket han skuede over Samaria og Jerusalem.
2 Hører, I Folk, allesammen! Giv Agt, du Jord og dens Fylde! Og den Herre Herre være Vidne mod eder, Herren fra sit hellige Tempel!
3 Thi se, Herren gaar ud fra sit Sted, og han stiger ned og træder paa Jordens Høider.
4 Og Bjergene smelte under ham, og Dalene revne, — som Voks for Ilden, som Vand, der udøses paa en Skrænt.
5 For Jakobs Frafald sker alt dette og for Israels Huses Synder. Hvem er Ophav til Jakobs Frafald! Mon ikke Samaria? Og hvem til Judas Offerhøie? Mon ikke Jeruslaem?
6 Daa vil jeg da gjøre Samaria til en Grusdynge paa Marken, til Vingaards-Plantninger, og jeg vil styrte dets Stene ned i Dalen og afdække dets Grundvolde.
7 Og alle dets udskaarne Billeder skulle sønderslaaes, og alle dets Horegaver opbrændes med Ild, og alle dets Afgudsbilleder vil jeg ødelægge; thi af Horeløn har det samlet dem, og til Horeløn skulle de atter vorde.
8 Over dette vil jeg klage og hyle, vil jeg gaa blottet og bar; jeg vil holde en Jammerklage, som Schakalerne, og en Sorg, som Strudser.
9 Thi dets Saar ere ulægelige; thi det[1] er kommet indtil Juda, det er naaet indtil mit Folks Port, indtil Jerusalem.
10 I Gat maa I ikke kundgjøre det, ikke græde! I Bet-leafra velter jeg mig i Støv.
11 Drager hen[2], I Schafirs Indbygere, i Nøgenhed og Vanære! Zaanans Indbyggere gaa ikke ud[3]. Bet-Haezels Jammerklage gjør eder det umuligt at blive der.
12 Thi Marots Indbyggere vaande sig i Smerte over sin Velfærd; thi
