tage Hevn over de Hedningefolk, som ikke have villet høre.
Herren gaar irette med Israel og foreholder det dets Utaknemlighed overfor hans mange og store Velgjerninger, 1-5. Folker erkjender vistnok sin Synd og tilbyder Herren Sonoffere; men Herren vil ikke have disse; det ved, hvar han kræver af det, at det skal ane Retfærdighed og Kjærlighed og vandre ydmygt i Samfund med ham, 6-8. Men istedetfor at gjøre dette gjør det sig skydligt i Voldsgjerninger, i Løgn og Bedrageri og i den værste Afgudstjeneste: derfor skal Herren lade haarde Straffe komme over det, 9-16.
HØRER dog, hvad Herren siger: Reis dig, før Sag for Bjergene og lad Høiene høre din Røst!
2 Hører, I Bjerge, Herrens Sag, og I evige Jordens Grundvolde! Thi Herren har Sag med sit Folk, og med Israel vil han gaa irette.
3 Mit Folk, hvad har jeg gjort dig, og hvermed har jeg trættet dig ud? Aflæg Vidnesbyrd imod mig!
4 Thi jeg førte dig op fra Ægyptens Land og forløste dig fra Trællehuset, og jeg sendte Moses, Aron og Mirjam for dit Aasy.
5 Mit Folk! Kom dog i Hu, hvad Raad Balak, Moabs Konge, havde oplaget, og hvad Bileam, Beors Søn, svarede ham, hvad der skede fra Sittim indtil Gilgal — forat du maa erkjende Herrens Retfærdigheds-Gjerninger!
6 Hvormed skal jeg komme frem for Herren, bøie mig ned for Gud i det Høie? Skal jeg komme frem for ham med Brændoffere, med aarsgamle Kalve?
7 Vil Herren have Behag i Tusinder af Vædere, i Titusinder af Oljebække? SKal jeg give min Førstefødte for min Overtrædelse, mit Livs Frugt som Syndoffer for min Sjæl?
8 Han har kundgjort dig, o Menneske, hvad godt er; og hvad kræver Herren af dig, uden at du skal øve Ret og gjerne vise Kjrælighed og vandre ydmygelig med din Gud?
9 Herrens Røst raaber til Staden, og efter Visdom skuer dit Navn; hører Riset[1], og hvem der har bestemt det!
10 Er der endnu i den Ugudeliges Hus Ugudeligheds Skatte og en mager[2] Efa, en forbandet?
11 Kan jeg være ren med Ugudeligheds Vegtskaaler og med falske Vegtstene i Pungen?
12 Du Stad, hvis Rigmænd ere fulde af Vold, og hvis Indbyggere tale Løgn, og deres Tunge er Svig i deres Mund!
13 Saa vil da ogsaa jeg slaa dig er farligt Saar, ødelægge dig for dine Synders Skyld.
14 Du skal æde, men ikke blive mæt, og din Tomhed skal blive i dit Indre; du kan flytte, men du skal ikke redde, og hvad du redder, vil jeg overgive til Sverdet.
15 Du skal saa, men ikke høste; du skal udtræde Oliven, men ikke salve dig med Olje, udtræde Most, men ikke drikke Vin.
16 Thi man tager ivrig Vare paa Omris Anordninger og al Achabs Huses Gjerning, og I vandre i deres Raad, forat jeg skal gjøre dig til en Forfærdelse og dine Indbyggere til en Spot, og mit Folks Forsmædelse skulle I bære.
Profeten klager i de Troendes Navn over Folkets almindelige og dybe Fordærvelse og forkynder det Straf, 1-6. Han skuer i Aanden, hvorledes det i Landflygtighed levende Folk omvender sig til Herren og taalmodig bier paa hans Frelse, 7-10, og forjætter, at Zion skal blive gjenopreist og udvidet, idet Hedningefolkene fra alle Kanter skulle strømme ind i det, hvad der dog først skal ske, efterat Straffen er udstaaet, 11-13. Profeten beder om Forjættelsens Opfyldelse og priser og takker Herren for den Trofasthed og Miskundhed, han vil bevise sit Folk, 14-20.
VE mig! Thi det er gaaet mig, som ved Indsamling af Spmmerfrugt, som ved Eftersankning efter Vinhøsten; der er ingen Drue at æde, ingen tidlig Figen, som min Sjæl har Lyst til.
2 Den Fromme er forsvunden af Jorden, og en Oprigtig blandt Menneskene findes ikke; allesammen lure de efter Blod, gaa paa Jagt, hver efter sin Broder, med Garn.
3 Paa det Onde tage Hænder fat for at gjøre det til Godt; Fyrsten
